Foto: TV 2 Lorry

01:25

1 af 2

Borgmester er bange for Strøget: Rå og ubehagelig stemning

En af verdens mest kendte gågader får voldsom kritik fra Københavns Teknik- og Miljøborgmester. Vi har spurgt Strøgets brugere om, hvad de synes.

Københavns verdenskendte gågade, Strøget, får et markant skud for boven af kommunens nye Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.

I et interview med Magasinet KBH siger den nyvalgte borgmester:

- Strøget og gaderne omkring har udviklet sig til et område, som der nok ikke er mange københavnere, der bruger. Jeg prøver altid at undgå at komme derind om aftenen og natten, for der er en rigtigt ubehagelig, rå stemning.

Der er en rigtig ubehagelig og rå stemning

Ninna Hedeager Olsen, Teknik og Miljøborgmester, Enhedsl.

Og derefter tilføjer hun: 

- De almindelige butikker forsvinder, og så er der kæmpekæder, der tager over, så det minder mere og mere om Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det er de samme ejere, der har købt næsten alle barerne, og alt er blevet meget ens og festagtigt. Det er en trist udvikling for det område, hvor der kunne være så meget fedt, udtaler borgmesteren.

Læs også Mand fik alvorlige tæsk på Strøget: Nu har to mænd meldt sig

Verdenskendt gågade

Strøget blev verdenskendt, da gaden den 17. november 1962 blev omdannet til gågade og lukket for kørende trafik - og daværende byplanborgmester Alfred Wassard har måske delt Ninna Hedeager Olsens opfattelse af, at området er utrygt - for dengang blev der fremsat dødstrusler mod Wassard, der var idémand til projektet.

De handlende var paniske ved udsigten til at miste deres livsgrundlag, når gaden blev lukket af for biltrafik.

Men sådan gik det som bekendt ikke - Strøget trivedes, og det samme gjorde butikerne. Siden er området blevet trækplaster for unge, der går i byen og livet leves højt, hårdt og hurtigt til langt ud på natten på både Strøget og i sidegaderne. 

01:25 Luk video

Spørgsmålet er, om udviklingen er gået for langt. Det mener den nyvalgte borgmester tilsyneladende. Derfor tog TV 2 Lorry fredag aften på Strøget for at spørge folk, om de er enige med Ninna Hedeager Olsen.

- Jeg synes, det er ucharmerende. Lige på det her tidspunkt føler jeg mig tryg nok, men der vil være tidspunkter, hvor jeg ikke er tryg. Man føler sig truet ind imellem, og så er det ikke hyggeligt, siger fotograf Frank Ceeri, der gik med sin datter på Strøget fredag aften.

Læs også Nu skal terror-klodserne erstattes med blomsterkummer

Andre har det anderledes.

- Jeg føler mig tryg. Det kommer sikkert an på tidspunktet - men på de tidspunkter vi kommer, er det meget fint. Der er mange mennesker, men det er jo en hovedstad. Folk er glade - hvis man kommer ved 11-12 tiden om aftenen er det måske noget andet, siger Heidi Vistisen til TV 2 Lorry.