Borgmester: Det er helt vildt uacceptabelt

Både borgere og borgmester er rystede over gårsdagens skudepisode i bebyggelsen Uglevang i Allerød.

Bebyggelsen Uglevang i Allerød. I dag ligger resterne af overboens rude fortsat på Frits Jørgensens terrasse.

- Helt ærligt, hun kunne lige så godt være blevet ramt, , siger Frits Jørgensen, og fortsætter:

quote - Helt ærligt, hun kunne lige så godt være blevet ramt

Frits Jørgensen, Beboer Uglevang, Allerød

- Hun havde lige stået og vandet sin potteplante, der hvor skuddet ryger ind. Og så er hun lige nøjagtig gået væk derfra og sætter sig ned på den anden side af bordet for at spise. 

Mange i Uglevang er rystede

Kort efter klokken 20 i aftes skød bandemedlemmer mod en mørk BMW på parkeringspladsen. Et af skuddene endte i stuen hos en ældre dame lige over Frits Jørgensens families lejlighed. En hændelse, som har rystet mange i bebyggelsen:

- Så væltede det jo med politi allesteder og de spærrede alt af herude. Alle opgangene blev spærret af, så vi kunne hverken komme ud eller ind, siger Merete Larsen, som bor ved siden af Frits Jørgensen.

quote - Vi bygger jo vores fællesskab på sammenhold og tillid til hinanden og alt muligt andet. Det her er helt vildt uacceptabelt!

Jørgen Johansen, borgmester, Allerød

Allerede kort efter skyderiet anholdt Nordsjællands Politi flere personer - en 24-årig mand er fortsat tilbageholdt. Alligevel kan politiet intet sige om, hvilken bandegruppering, der var tale om:

Politiet: Umuligt at skelne bandemedlemmer fra hinanden

- Nogle grupperinger opløses og så etableres de under andre navne. Det er svært for os at sige præcis, hvilke grupperinger, der er på spil hernede. Men relation til bandemiljøet - det har man, siger Morten Kaare Pedersen, Efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.

Den senere tid har området i og omkring Helsinge - godt tyve kilomteter fra Allerød - været hårdt plaget af bandekriminalitet og kamp mellem nye bandegrupperinger.

- Det er stadigvæk en situation, vi er særdelses opmærksomme på. Vi er til stede, vi efterforsker - men om det, der er sket i går på nogen måder har relation til Helsinge - det ved vi ikke endnu. Men der er umiddelbart ikke noget, som tyder på det, siger Morten Kaare Pedersen.

Bekymrede borgere har kimet kommunen ned

Dagen igennem har chokerede og bekymrede Allerød-borgere både skrevet og ringet til kommunen. Og borgmester Jørgen Johansen (Kons.) Forstår dem godt:

- Vi har aldrig nogensinde før haft lignende tilfælde. Og vi bygger jo vores fællesskab på sammenhold og tillid til hinanden og alt muligt andet. Det her er helt vildt uacceptabelt, siger Jørgen Johansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik