Foto: TV 2 Lorry

Borgerne skylder milliarder til kommunerne

33 kommuner i hovedstadsområdet har tilsammen 1,7 milliarder til gode hos borgerne. Kommunerne får snart mulighed for selv at inddrive gælden.

I april lovede regeringen, at kommunerne selv skal have lov at inddrive de penge borgerne skylder det offentlige.  

Et løfte, der kom i kølvandet på Skats skandaleramte inddrivelessystem EFI, som ikke formåede at løse opgaven.

Otte måneder senere blev regeringens løfte omsat til et lovforslag, der blev fremsat den 14. december, og som efter planen skal træde i kraft den 1. februar. 

Læs også Husejere skylder 12 millioner: Nu vil borgmester indkræve dem

Og for kommunerne er der mange penge at kradse ind, viser en opgørelse Skat har lavet for P4 København.

I 33 kommuner i hovedstadsområdet har borgerne tilsammen en ubetalt gæld på 1,7 milliarder kroner.

I Køge Kommune skylder borgerne for eksempel 72 millioner kroner. Her vækker det glæde, at der nu er udsigt til at kunne inddrive pengene selv.

- Vi skal ud og vise, at det gør en forskel, når vi i kommunerne tager fat om problemet. Så længe staten ikke kan komme med et funktionelt system, bør inddrivelsen være kommunernes opgave, siger Køges konservative borgmester, Flemming Christensen, til P4 københavn.

Her er borgernes gæld til kommunen størst:

1. Københavns Kommune: 745 millioner kr.
2. Køge Kommune: 72 millioner kr.
3. Helsingør Kommune: 66 millioner kr.
4. Roskilde Kommune: 64 millioner kr.
5. Frederiksberg Kommune: 60 millioner kr.
6. Gladsaxe Kommune: 52 millioner kr.
7. Gribskov Kommune: 47 millioner kr.
8. Høje Taastrup Kommune: 45 millioner kr.
9. Hvidovre Kommune: 39 millioner kr.
10. Greve Kommune: 38 millioner kr.
Kilde: P4 københavn/Skat