Borgerforslag: Spejle i lyskryds kan forebygge højresvingsulykker

Taxachauffør Tommy Andresen foreslår nu at sætte spejle op i lyskryds, efter han har set mange farlige situationer i trafikken, og selv mistet et familiemedlem i et trafikuheld.

Tommy Andresen kører til daglig i trafikken i København som taxachauffør, og han kommer i dag med et løsningsforslag, der skal forebygge højresvingsulykker i fremtiden.

Forslaget går ud på, at man skal sætte spejle op i standerne i et lyskryds, så lastbiler og biler, der skal dreje til højre, har mulighed for at se i et større spejl ned langs siden af bilen. 

quote Mit håb er jo, at det kan være med til at nedbringe antallet af højresvingsulykker.

Tommy Andresen, taxachauffør, København

- Hvis der nu sad et spejl på en af opstanderne foran i krydset, så ville man kunne se ned langs siden af bilen og måske undgå nogle højresvingsulykker på den måde, siger Tommy Andresen til TV 2 Lorry. 

Et spejl kunne sidde på standeren, foreslår Tommy Andresen.
Et spejl kunne sidde på standeren, foreslår Tommy Andresen.
Foto: Henry Michelsen - TV 2 Lorry

Ifølge tal fra Vejdiktoratet ligger de seneste års antal af dræbte cyklister i højresvingsulykker relativt lavt, men så sent som i fredags mistede en 28-årig kvinde livet i en højresvingsulykke i krydset på Amagerfælledvej og Njalsgade på Amager.

Tommy Andreasens løsningsforslag udspringer af, at han selv har mistet et familiemedlem i et trafikuheld og ved hver dag i mange år at have set farlige situationer i trafikken.

- Hver gang der sker sådan en ulykke, så tænker jeg, at det er så forfærdeligt. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det, siger han.

quote Jeg synes altid, det er godt med gode forslag. Det her er jo nogle frygtelige ulykker, og det her er noget af det, vi kommer til at kigge meget intensivt på.

Jeppe Bruus, formand for Folketingets Transportudvalg

Formanden for Folketingets Transportudvalg Jeppe Bruus værdsætter, når borgere kommer med bud på løsninger på problemstillinger i trafikken.

- Jeg synes altid, det er godt med gode forslag. Det her er jo nogle frygtelige ulykker, og det her er noget af det, vi kommer til at kigge meget intensivt på. Det skal være sikkert at færdes i trafikken. Også for de bløde trafikanter, siger han til TV 2 Lorry.

To ud af tre alvorlige cykelulykker sker ifølge Rådet for Sikker Trafik i kryds.
To ud af tre alvorlige cykelulykker sker ifølge Rådet for Sikker Trafik i kryds.
Foto: Henry Michelsen - TV 2 Lorry

Også hos Cyklistforbundet hilser forslag som Tommy Andresens velkommen, men ser også andre løsninger.

 - At sætte spejle op kan godt være en god løsning, men spejle skal vedligeholdes og kommer nemt ud af vinkel, siger Klaus Bondam, direktør hos Cyklistforbundet og tilføjer: 

- Hvis vi gerne vil begrænse de her ulykker, så bliver vi nødt til at se på den tunge trafik, vi lader komme ind i vores byer, hvor der er rigtig mange cyklister og rigtig mange fodgængere. Og måske skal vi til at levere varer og køre rundt med tung trafik på andre tider af døgnet.

To ud af tre alvorlige cykelulykker sker ifølge Rådet for Sikker Trafik i kryds, og Tommy Andresen håber, at hans idé med spejle i lyskrydsene kan hjælpe på blinde vinkler fremover.

- Mit håb er, at det kan være med til at nedbringe antallet af højresvingsulykker. Det er jo næsten altid lastbiler og cyklister, slutter han.

 
 
Foto: Henry Michelsen - TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik