Boligselskaber vil overvåge beboere

Videoovervågning bliver ét af svarene for at komme hærværk og ballade til livs i de københavnske ghettoer. Nogle af landets største boligselskaber har sat kameraer op for at forhindre uro, skriver Berlingske Tidende

Lejerbo i København er gået længst. Akacieparken i Valby sætter kameraer op i denne uge, og »Den grønne trekant« på ydre Østerbro er ved at finde pengene til det. Bygningerne på Glasvej i København NV er blevet udstyret med videoovervågning, og Mjølnerparken på Nørrebro har været videoovervåget i godt tre år. Her har kameraerne stoppet kælderbrande og hærværk. »Vi har så store problemer, at videoovervågning er nødvendigt. Det er et udtryk for arrogance og rækkehusidyl at lade være, for det virker,« siger forretningsfører Steffen Boel Jørgensen. Og Lejerbo vil gerne gå endnu længere: »Hvis loven tillod at filme p-pladser, ville problemer med brændte biler være løst på én nat. Vi kunne fange de skyldige og kræve erstatning prompte,« siger Steffen Boel Jørgensen. Boligselskabet KAB har »maksimal agtpågivenhed« på udsatte steder i øjeblikket. I Tingbjerg, hvor en skole er delvis brændt ned, blev der sat kameraer op for nylig. Også andre KAB-bebyggelser har indført overvågning. Alligevel sætter boligselskabet ikke nye initiativer i gang nu. »Uroen er ikke et boligpolitisk problem. Det er et samfundsproblem, hvor vi er ved sidste afkørsel inden katastrofen,« siger adm. direktør Jesper Nygård. SikkerhedsBranchen, virksomheder inden for sikkerhed og sikring, regner med at få travlt oven på urolighederne: »Vi forventer masser af henvendelser om overvågningskameraer og vagter nu,« siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen.