Foto: TV 2 Lorry

Boligejernes friværdi smuldrer væk

Selv om boligpriserne er raslet ned, har danskerne lånt på livet løs i deres boliger. Det skriver Politiken.

Over en tredjedel af friværdierne er forsvundet siden toppen i 2006, og det meste af faldet skyldes ikke faldende boligpriser, men voksende boliggæld. Det viser en analyse fra Realkredit Danmark.

 »Det er overraskende for os, at større lån ligefrem er vigtigste forklaring på de faldende friværdier. Vi regnede med, at de ekstreme prisfald på boliger var den primære drivkraft«, siger cheføkonom Christian Hillingsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Friværdierne er trods små stigninger på det seneste nede med næsten 600 milliarder kroner. Stadig stigende boliggæld udgør 360 milliarder.

 Tallene viser, at mange danskere ikke har fattet krisens alvor og fortsat bruger løs, advarer eksperter.

 »Vi må desværre konstatere, at folk ikke har nogen krisebevidsthed nu. Normalt ser vi en kraftig reduktion i gælden efter en krise, men den er slet ikke kommet denne gang. Vi er nødt til at se i øjnene, at mange simpelthen er lidt naive i synet på deres egen økonomi«, siger professor Finn Østrup fra handelshøjskolen CBS.

 Udviklingen har gjort stort indhug i danskernes finansielle nettoformuer. I 3. kvartal 2006 havde husholdningerne i snit en formue på 185 procent af deres disponible årsindkomst. Det tal er nu nede på 68 procent, viser beregninger, som Finn Østrup har foretaget for Politiken.
     
Det skaber høj risiko for landets økonomi, vurderer Jens Lunde, lektor i boligøkonomi ved CBS. Han peger på, at Danmark i forvejen er det land i den vestlige verden, som har størst gæld i husholdningerne i forhold til både disponibel indkomst og bruttonationalproduktet (BNP) - kun overgået af Island.
     
En af forklaringerne på den stigende boliggæld er det fredelige fænomen, at ældre med lav boliggæld forlader boligmarkedet og erstattes af førstegangskøbere, der er tvunget til at optage stor gæld til høje boligpriser. Men samtidig er der en massiv udvikling i retning af, at økonomisk nødlidende lægger deres banklån over i flekslån uden afdrag - typisk teknisk insolvente, som er stavnsbundet til deres boliger.

»På den måde får de sænket deres betalinger her og nu, så de kan afværge at gå helt ned. Men folk har samtidig ladet sig bilde ind, at boligpriserne nu stiger, og at alt nok skal blive godt igen. Vi risikerer, at de slet ikke udnytter de lave renteudgifter til at afdrage på lånet. Hvis det fortsætter, kan det simpelthen få boligmarkedet til at bryde sammen«, siger Jens Lunde.

Rentetilpasningslån udgør nu 64 procent af det samlede boligudlån - og halvdelen af realkreditlånene er afdragsfri.
     
»Det giver ekstrem sårbarhed, hvis renten stiger. Hvis kronen kommer under pres, så renten tvinges hurtigt op, kan vi få forstærket recessionen og i værste fald få nærmest irske tilstande i Danmark«, siger Jens Lunde.