01:58

Bøn fra dagligvarebutikker: Lad os dele overvågningsbilleder

Organiserede butikstyverier får dagligvarebutikker til at efterlyse ret til at tage nye redskaber i brug.

Meny på Toftegårds Plads i Valby greb mandag til selvtægt ved at dele billeder af en formodet butikstyv på deres Facebookside, trods det er i strid med lovgivningen. Købmand Brian Rosenstand delte efter eget udsagn billederne i frustration over de mange tyverier, som hvert år koster ham et millionbeløb. 

Og Meny på Toftegårds Plads i Valby er langt fra eneste butik, der oplever at større værdier bliver stjålet fra butikken. Derfor beder organisationen nu politikerne om lov til, at tage nye redskaber i brug mod butikstyvene. 

Dagligvarebutikkerne ønsker at få lov til at dele overvågningsbilleder af tyveknægte med hinanden.

- Så vil man kunne alarmere andre butikker i lokalområdet, så medarbejderne i butikkerne kan være opmærksomme på, at hvis de her kommer ind i butikken, så skal man holde ekstra øje. 

Læs også Købmand deler billede ulovligt: Vi ser ikke vores penge igen

Rekordstore værdier forsvinder

Antallet af anmeldelser for butikstyveri er faldet de seneste fem år, men brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, vurderer, at der i øjeblikket bliver stjålet for rekordstore værdier i dagligvarebutikkerne. 

- Vi ser, at der bliver stjålet for større og større beløb. Det forekommer mere orgnaniseret og planlagt. Vi ser, at det er meget store varepartier, som man forsøger at stjæle, siger Claus Bøgelund Nielsen, Vicedirektør, De Samvirkende Købmænd. 

Også Coops butikker oplever et voksende antal af såkaldt "professionelle" tyve.  I gennemsnit udsættes kæden for tyveri næsten én gang i timen, oplyser de.

Læs også Selvtægt: Det må du – og det må du ikke

Justitsminister Søren Pape Poulsen oplyser til TV 2 Lorry, at han ser positivt på forslaget og arbejder på en løsning.

Også Dansk Folkeparti bakker op og håber på en lovændring allerede i løbet af efteråret.

- Jeg synes, det er en super god idé, hvis man kan få gjort mere for, at man kan dele de her billeder. Jeg så jo gerne, at man gik hele vejen, så hvis man indgiver en politianmeldelse med overvågningsbilleder, så skulle man også have lov til at lægge dem åbent ud,  siger retsordfører Peter Kofoed Poulsen til TV 2 Lorry. 

Læs også Forældre griber oftere til selvtægt i skolegården