Bjørneklo kan få lov at vokse

Der er stor skuffelse i Det Grønne Hus i Køge og hos Danmarks Naturfredningsforening Køge over, at den ellers med spænding ventede og omhyggeligt forberedte indsatsplan til bekæmpelse af bjørneklo i Køge Kommune er blevet »udsat indtil videre«, som det hedder. Det skriver DAGBLADET Køge.

Byrådet har ikke prioriteret million-planen op på budgettet,
så den som ventet kunne sættes i værk i 2009. Uden den endelige
vedtagelse af planen har kommunen dermed ikke mulighed for at
give påbud eller politianmelde borgere, der undlader at bekæmpe
den aggressive plante på deres arealer.
Bjørnekloen breder sig markant i kommunen, især i det
tidligere Skovbo-område i Dyndet, Regnemark og Valore Mose, men
også langs Køge Å. Det Grønne Hus har lagt et stort arbejde i at
kortlægge forekomsterne i samarbejde med borgerne og har blandt
andet forfattet udkastet til indsatsplanen. Formand for teknik-
og miljøudvalget, Mikael Mogensen (S) lover dog, at planen på
ingen måde er skrottet:- Lige så snart vi kan se, at der er
penge til det, skal planen sættes i værk, siger han til
DAGBLADET Køge.
Formanden for DN i Køge, Henrik Petersen beklager, at
indsatsplanen er aflyst i 2009:- Det er smadderærgerligt, for
planen er god. Den er ikke for ambitiøs - den tager netop ikke
munden for fuld, men prioriterer nogle fredede bevaringsværdige
områder, siger han til DAGBLADET Køge.