To betjente er tiltalt for at modtage bestikkelse af erhvervsmanden Karsten Ree. Foto: Marie Hald, Scanpix

Betjente tiltalt for at få Afrika-rejser fra Karsten Ree

To betjente hos Nordsjællands Politi er tiltalt for at have modtaget gaver. Det er vel ikke ulovligt at være venner, siger erhvervsmanden Karsten Ree.

To betjente fra Nordsjællands Politi er blevet tiltalt af Statsadvokaten i København for at have modtaget bestikkelse.

- Det er en usædvanlig sag, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich og tilføjer, at der er få sager om bestikkelse hos politiet.

Det har tidligere været fremme i medierne, at det er fra erhvervsmanden Karsten Ree, at de to betjente skal have modtaget bestikkelse fra.

Betjentene havde efterforsket erhvervsmanden i en straffesag, hvor han ifølge Radio 24syv var mistænkt for menneskehandel. Sigtelserne mod ham blev dog frafaldet.

De to betjente på 63 og 56 år er tiltalt for at have taget imod et gratis ophold på et ressort i Kenya og på et luksushotel på Zanzibar, hævdes det i anklageskriftet.

Opholdet i Kenya havde en værdi på cirka 22.500 kroner og opholdet i Zanzibar godt 4000 kroner

Læs også Chefer i København og DSB dømt for at modtage bestikkelse

Karsten Ree: Det er flueknepperi

Det er en sag i ”flueknepperafdelingen”, siger Karsten Ree til TV 2.

- De to har overnattet hos mig i en teltlejr ved en flod, og det har ikke kostet mig noget særligt, siger han.

- Det er en skam overfor de betjente, der nu har fået denne her sag på sig. Der er jo ikke noget at komme efter, og sagen er helt ude af proportioner. Man kan jo ikke forlange, at politifolk ikke må være venner med hvem, de vil, siger han.

Gaver er ikke ulovlige

Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich oplyser, at betjentene tog imod gaverne, efter at sagen mod Karsten Ree var afsluttet.

- Det her foregår, efter at den straffesag, som de har behandlet, er endeligt afsluttet. Så det er altså en efterfølgende gave.

- For en gavegiver er det ikke strafbart efterfølgende at give en gave. Men for modtageren, polititjenestemanden, er det ulovligt at modtage gaver både under behandlingen af en sag og efterfølgende, forklarer hun.