Foto: TV2/Lorry

Beskidte lastbiler udløser bøde

Fødevarestyrelsens kontrolbesøg hos vognmandsforretningen KP Logistik i Køge har udløst en bøde på omkring 10.000 kroner og et påbud om at forbedre virksomhedens egenkontrol. Det skriver DAGBLADET Køge.

 I Fødevarestyrelsens kontrolrapport står blandt andet: » Der er udført rengøringskontrol af 13 biler. Bilerne fremstod med cigaretskodder, jord, trærester fra ødelagte paller, sorte belægninger på gulvene af gammelt skidt samt mælkerester på vægge og lofter. En bil fremstod med lugt af fisk.« 
Ifølge Vibeke Højbjerg, der er souschef i Fødevarestyrelsens fødevareafdeling i Rødovre, udløser den type overtrædelser typisk en bøde på 10.000 kroner. Derudover vil Fødevarestyrelsen holde et vågent øje med virksomheden.
- Virksomheden vil få et opfølgende kontrolbesøg indenfor to måneder, siger Vibeke Højbjerg.
Direktør for KP Logistik, Lars Petersen, vil dog have gennemgået detaljerne omkring Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, inden han accepterer bøden og påbuddet.
-I første omgang har vi gjort indsigelse mod rapporten. Vi bliver nødt til at gennemgå med Fødevarestyrelsen, hvad det er for trailere, de har kigget på. Vi skal sikre os, at det er trailere, der er afgået med varer fra os, de har tjekket. Og ikke trailere, der lige er kommet tilbage, efter de har været ude og aflevere varer, siger Lars Petersen.