00:08

TV 2 Lorry sidste Å, hvor der også var pres på Værebro Å.

Bekymring i landsby - Å truer endnu engang med oversvømmelse

Landsbyen Tangbjerg i Egedal Kommune får sandsække - på den anden side af åen bliver de beskyttet af watertubes.

Udsigt til forhøjet vandstand i Roskilde Fjord  giver panderynken i landsbyen Tangbjerg i Egedal Kommune.

For endnu engang er der risiko for, at Værebro Å går over sine bredder og oversvømmer Tangbjergs lavtliggende huse.

Og det bekymrer Christina Holt, hvis hjem blev hårdt ramt af stormen Bodil i 2013. 

- Vi fik bagefter renoveret for 600.000 kroner. Håndværkerne gik her i tre måneder, og vi fik blandt andet skåret vægge op og vi fik lagt nye gulve. 

Læs også Stormflod: - Vi udfordrer materiellet til det alleryderste

På grund af risikoen for oversvømmelse har Frederiksborg Brand & Redning og Egedal Kommune iværksat et beredskab, hvor sandsække skal forhindre oversvømmelser i Tangbjerg . En indsats, som både retter sig mod private ejendomme på Harmonivej og Tangbjergvej og mod en vigtig pumpestation.

Arbejdet med at fylde sandsækkene begyndte klokken 11.30 . Og der er sække nok at tage af:

- Jeg tror, vi har 150.000 på eget lager, og vi mangler heller ikke sand, fortæller beredskabsdirektør Kim Lintrup fra Frederiksborg Brand & Redning.

Men sandsækkene beroliger ikke Christina Holt, som på den anden side af åen kan se de røde watertubes, der er blevet lagt ud for at beskytte et andet udsat område, nemlig Jyllinge Nordmark. 

Chrisina Holts udsigt til den anden side af Værebro Å, hvor der er udlagt watertubes for at beskytte ejendommene mod oversvømmelse.  Foto: Christina Holt

- Ovre i Jyllinge har de en membran på en meter til halvanden, her har vi sandsække i cirka 40 centimeters højde, siger hun.

Men det er der en grund til, siger beredskabsdirektør Kim Lintrup:

- Erfaringen fra tidligere siger, at vandet i Roskilde Fjord skal stige over to meter, før det for alvor bliver kritisk her, lyder hans forklaring.

- Det her tegner jo ikke til at blive lige så slemt som stormen Bodil. 

Læs også Stormflod: Hovedstadens Beredskab hjælper ved Roskilde Fjord

Stormen Bodil udløste en vandstandsstigning på 2,06 meter, altså mere end 20 centimeter over det maksimale man forventer ved den kommende storm, der har fået navnet Urd.

- Vi evaluerer selvfølgelig hele setuppet bagefter. Og hvis der er noget, der giver anledning til justeringer i beredskabsplanen, så vil det selvfølgelig indgå, siger beredskabsdirektøren.