Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Bedøvet med stoffer og bestjålet

En 39-årig mand hoppede ind i en bil med tre ukendte og vågnede flere timer senere op på Glostrup Station.

Manden, der kommer fra Nørrebro, havde været til koncert på Roskilde Festival mandag aften. Efter koncerten aftalte han med tre andre, at han kunne køre med til København i bil. 

Han fik tilbudt en drink af de tre, som han tog imod. To en halv time senere vågnede han op på Glostrup Station uden at kunne huske noget af, hvad der var gået forud. 

Den 39-årige var uskadt, men meget omtumlet og kunne konstatere, at han manglede sit festivalarmbånd.

Politiet forsøger nu at finde frem til de tre, han har kørt med fra Roskilde, for at få klarlagt, hvad der er sket.

Den første af de tre personer, politiet efterlyser, er en mand midt i trediverne, 165 til 170 centimeter høj, almindelig af bygning, men med mave, hestehale og langærmet sweatshirt. Den anden er ligeledes en mand i trediverne. Han er 180 til 185 centimeter, har kort lyst hår og lyseblå sweatshirt. Den sidste er en kvinde på 25 til 30 år, 160 til 165 centimeter, almindelig af bygning med let rødfarvet hår, lyseblå løsthængende top og grønne bukser. 

I forbindelse med den 39-åriges oplevelse minder politiet om, at det er en god ide hele tiden at holde øje med sin drink og ikke tage imod noget, man ikke ved, hvad er.