Foto: TV2 Lorry

Barnevogne er populære hos tyveknægte

Danskernes vaner med at købe dyre barnevogne til familiens lille, nye guldklump er årsagen til at der stjæles rekordmange, siger forsikringsselskabet Alm. Brand

Ifølge tal fra forsikringsselskabet Alm. Brand, blev der sidste år stjålet 1.285 barne- og klapvogne fra danske familier. Tilbage i 2004 var tallet kun 298 stjålne barne- og klapvogne, der blev registreret. Det er en stigning på 331 procent.

Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand, siger til Berlingske at stigningen skyldes at danskerne køber mere og mere eksklusivt udstyr til de mindste.

- Danske børnefamilier går sjældent på kompromis og derfor ser vi mange nye vogne med stor værdi, siger Brian Wahl Olsen. Han anbefaler folk at låse deres barne- og klapvogne fast. Også i opgangen og i baggårdene.

Skal man købe en barnevogn på Den Blå Avis eller leder i Gul & Gratis, så skal man bede om at se en kvittering. For at sikre sig at vognen ikke er stjålet. At købe en stjålet barnevogn, giver risiko for at blive sigtet for hæleri. Også selv om man har handlet i god tro.