Bander viser sig igen på københavnske natklubber

Utallige trusler og truende adfærd fra bandemedlemmer. Det har både personale og gæster på de københavnske natklubber været vidne til de seneste to måneder.

I den periode har der nemlig været mere uro i det københavnske natteliv, end der har været i tre-fire år. Det fortæller Horesta Natteliv til metroxpress. Natklubberne oplever, at rockere og indvandrerbander igen viser sig i nattelivet. Og det betyder ballade.

»Hvis vi lukker dem ind, kan vi mærke, at det øvrige klientel er generet af dem. Hvis vi ikke lukker dem ind, truer de dørfolkene og andet personale. Vi har oplevet, at de opsøger dem privat og laver trusler om vold mod dem og deres familie,« fortæller en natklubejer, der ønsker at være anonym, fordi han er overbevist om, at det vil få følger for både natklubben og personalet, hvis han står frem.

Uroen kan have store konsekvenser:

»Natklubberne kan miste kunder og personale på det her. Så ejerne risikerer at stå i en situation, hvor de har gode og dygtige medarbejdere, der ikke har lyst til at arbejde under de her vilkår,« siger relationschef Christoffer Susé til metroxpress.

Han fortæller, at der allerede er medarbejdere, der har sagt op på grund af uroen.

Ifølge Horesta skyldes uroen, at politiet ikke længere er så aktiv i bandekonflikten, og banderne derfor igen tør at vise sig på diskotekerne.

»Det, vi tror, der kan løse problemet, er mere politi og især flere ressourcer hos bevillingspolitiet. Horesta og de enkelte natklubejere kan ikke løse problemet alene,« siger Christoffer Susé.