Bandemedlem sigtes for drabsforsøg på fængselsbetjent

Et medlem af banden Loyal To Familia er sigtet for at ville dræbe en fængselsbetjent.

Fængselsbetjenten blev overfaldet, da han var på vej hjem fra sit arbejde i Vestre Fængsel den 18. juni sidste år.

Her blev han stukket med kniv og overfladet med slagvåben af flere gerningsmænd. Fængselsbetjentens tilstand var kristisk efter overfaldet, men han overlevede. 

- Den slags angreb mod Kriminalforsorgens ansatte er helt uacceptable i et velfungerende retssamfund, siger Bjarke Dalsgaard Madsen, politikommissær i Københavns Politi til Ritzau. 

I sidste uge gik politiet ud med en efterlysning af en mand, de mente  havde forbindelse til drabsforsøget på fængselsbetjenten, og nu er den første sigtet i sagen. Der er tale om et 22-årigt medlem af banden Loyal To Familia. Han er pakistansk statsborger, men har bopæl i Danmark. 

Ifølge politiet var det borgere og henvendelser fra bandemiljøet, der førte dem på sporet af den 22-årige. Han blev anholdt i Vestre Fængsel, hvor han afsonede en dom i forbindelse med en anden dag. 

 - Sagen betragtes som en særdeles grov sag. Den indeholder en lang række skærpende omstændigheder, idet drabsforsøget er begået af flere gerningsmænd i forening, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen.

Politiet arbejder hen mod flere anholdelser i sagen. Samtidig undersøger de, om det eventuelt kan være samme gerningsmænd, der står bag et andet men lignende overfald på en fængselsbetjent i marts i år.

Her blev en betjent fra Politigårdens Fængsel overfaldet med kniv tæt på sin bopæl, da han var på vej fra arbejde. 

Den 22-årige sblev tidligere i dag fremstillet i grundlovsforhør. Han nægter sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger.