Ballade om skattestigning i Køge

Venstre i Køge langer kraftigt ud efter det budgetforlig, som flertallet i byrådet har indgået på et tidspunkt, hvor det er usikkert, om en stigning i grundskylden på 51,8 millioner kroner årligt overhovedet er mulig.

Forliget indebærer en stigning i grundskylden på seks promille
svarende til en årlig indtægt i kommunekassen på 51,8 millioner
kroner, men det er først den 23. september, det bliver afgjort i
Indenrigsministeriet, hvilke af landets kommuner, der uden straf
kan hæve skatterne.
- Det er slet ikke givet grønt lys til en stigning i
grundskylden fra ministeriet, og hvad gør man så med det her
budgetforlig, hvis det grønne lys ikke kommer? Der er lavet
budget på en forventet efterbevilling, det er simpelthen for
tyndt, siger Hans Erik Jensen til DAGBLADET Køge.
Samtidig kritiserer Hans Erik Jensen, at der i år 2011 og 2012
er lagt store rammebesparelser på henholdsvis 50 og 100
millioner kroner ind i budgettet for at skabe balance i udgifter
og indtægter.
- Hvis det er på denne her måde, vi laver budgetter, så er det
jo ikke så svært at finde en masse millioner, siger Hans Erik
Jensen til DAGBLADET Køge.