Foto: TV 2 Lorry

Ballade om elektronisk overvågning af badegæster

Gentofte bruger millioner på nyt overvågningssystem og sparer samtidig på livredderne. Den besparelse vækker bekymring.

Gentofte Kommune har besluttet at bruge 3,5 mio. kroner på et overvågningssystem til Kildeskovshallen. Et netværk af af kameraer både over og under vandet, der sender billeder til et computerprogram.

Computerprogrammet registrerer, hvis en person ligger livløs i vandet i over 10 sekunder. Sker det, udløses en alarm automatisk, samtidig med at livredderen får besked om, hvor i bassinet personen ligger.

Det nye overvågningssystem betyder, at man samtidig kan reducere udgiften til livreddertimer med cirka en million kroner om året. Det svarer ifølge formanden for Nye Borgerlige i Gentofte, Henrik Vendelbo Petersen, til 2,5 livreddderstillinger.

Og Formanden for Nye Borgerlige i Gentofte, Henrik Vendelbo Petersen er ikke begejstret for udsigten til den besparelse. 

Han frygter, at det blandt andet kan gå ud over sikkerheden for de badende.

- I Bagsværd, hvor man har det samme system, oplever de fejlalarmer. Det sker for eksempel, hvis folk svømmer for langsomt.  Når man har oplevet det i et par måneder, kan det betyde, at man ikke længere tager alarmerne så alvorligt, siger Henrik Vendelbo Petersen til TV 2 Lorry. 

Gentofte Kommune forventer at det nye system, Poseidon hedder det, kan blive taget i brug i begyndelsen af 2017.