Ballade om bymidte i landsby: ”Vi mister noget af den gamle sjæl”

400 meter splitter Ganløses borgere og kommunen, som har planer om at flytte landsbyens ungdomsskole og bibliotek.

Det er sparetider i mange kommuner, og det betyder benhård kamp om de penge, der skal fordeles på borgerne.

I flere kommuner oplever især de små nærmiljøer at blive overset. Det er Ganløse i Egedal Kommune et godt eksempel på.

Her var der til aften indkaldt til  borgermøde, fordi Egedal kommune har planer om at flytte både ungdomsklubben og biblioteket til nye lokaler på Ganløse Skole.

Her ses biblioteket (tv.) og ungdomsskolen på den anden side af vejen.
Her ses biblioteket (tv.) og ungdomsskolen på den anden side af vejen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Formand for bylaug er stærkt kritisk 

Skolen ligger blot 400 meter væk. Men mange af borgerne er alt andet end begejstrede for kommunens planer.

- Det er værdifulde bygninger. Det er også et godt fristed for børnene, når de har fri fra skole. Så kan de gå op i fritidsklubben, og biblioteket ligger centralt i byen og har mange besøgende, fortæller Niels Hedeager Madsen, som er formand for Ganløse Bylaug.

Biblioteket og ungdomsskolen ligger i nogle gamle bygninger, og de er med til at give landsbyen noget af den "sjæl", som mange tilflyttere efterspørger, mener Niels Hedeager Madsen, formand for Ganløse Bylaug.
Biblioteket og ungdomsskolen ligger i nogle gamle bygninger, og de er med til at give landsbyen noget af den "sjæl", som mange tilflyttere efterspørger, mener Niels Hedeager Madsen, formand for Ganløse Bylaug.
Foto: TV 2 Kosmopol

Han forklarer, at at flertallet af menneskerne bor på østsiden af hovedgaden, hvor skolen og biblioteket i øjeblikket ligger. Og så mener han også, det er et problem, at der er "en stor gade med meget trafik, man skal krydse, for at komme ned til skolen". 

- Men det er også værdien af de gamle bygninger og det miljø, de skaber. Hvis man forestiller sig, at de bliver revet ned, hvilket nok er tanken i byggeplanerne, så mister vi noget af den gamle sjæl, som Ganløse har i bykernen. Og det er jo netop det, der gør, at mange slår sig ned i vores dejlige landsby, siger Niels Hedeager Madsen.

V-politiker vil bevare bymidte

Ulrik John Nielsen, som er byrådsmedlem for Venstre, er stærkt imod kommunens planer. Han bakker op om, at biblioteket og ungdomsskolen skal blive i de nuværende bygninger.

 -Jeg gik til valg på, at vi i Ganløse ikke vil reduceres, og jeg gik til valg på, at vi bevarer bymidten, som den er. Det står jeg ved, og det agter jeg at stå fast ved. Det har jeg meldt meget klart ud i byrådet, at det ikke bliver med min stemme, siger Ulrik John Nielsen.

Venstres Ulrik John Nielsen har meldt klart ud i byrådet, at han ikke vil lægge stemme til kommunens planer.
Venstres Ulrik John Nielsen har meldt klart ud i byrådet, at han ikke vil lægge stemme til kommunens planer.
Foto: TV 2 Kosmopol

Borgmester vil ikke melde klart ud

Spørger man hans egen partifælle, Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V), så er han slet ikke klar til at svare på, hvad der skal ske.

- Vi skal jo forhandle om det, og vi skal til at finde ud af, hvad der er af muligheder. Men der er ingen tvivl om, at vi skal gøre noget, siger Karsten Søndergaard og tilføjer, at "alt er i spil".

Ifølge Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V) er alt i spil, og han ønsker derfor ikke at udstikke garantier.
Ifølge Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V) er alt i spil, og han ønsker derfor ikke at udstikke garantier.
Foto: TV 2 Kosmopol

- I andre dele af kommunen, er det skolebygninger, der er i spil, og man kigger på, om der skal lukkes nogle af dem, så man kan sælge dem og få penge til at renovere nogle andre. Og det samme er der jo med klubber, biblioteker og daginstitutioner. 

- Det er alt for tidligt at sige, om det bliver det ene eller det andet, der skal med, siger Karsten Søndergaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik