Bagger skriver bog om sin svindel

Stein Bagger er snart klar med sin egen bog om, hvordan det lykkedes ham at fuppe de danske banker for 1,2 milliarder kroner.

B.T. kan torsdag afsløre, at Stein Baggers personlige
beretning snart kan købes i boghandlere, hvor den skal feje hele
seks andre bøger om den omfattende svindel i IT Factory af
hylderne.
Steins kone Anette Uttenthal har turneret rundt på flere
forlag og tilbudt Stein Baggers version af historien. B.T. har
talt med at par af de store danske bogforlag, der har fået bogen
tilbudt. Prisen var dog for høj.
Oplysningen om Stein Baggers forfatterdebut bliver bekræftet
af en række personer i efterforskningen.
»Jeg glæder mig meget til at læse Stein Baggers version af
misæren. Jeg har et stykke tidspunkt vidst, at han er i gang med
sin egen bog om sagen,« siger advokat Boris Frederiksen, der er
kurator i både konkursboet efter IT Factory og Stein Bagger
selv.
Skulle bogen tjene en slat millioner, så skylder
kreditorierne, der har 150 millioner hos Stein Bagger klar.
»Der er nok nogen af kreditorerne, der håber at få deres andel
af indtægterne fra sådan en bog,« siger Boris Frederiksen.
Ifølge B.T.'s oplysninger, så er det forlaget Lindhardt &
Ringhof, der har fået Stein Baggers signatur på en
forlægskontrakt.
»Men det vil jeg ikke kommentere. Jeg fortæller ikke, hvem der
er forfatter på vores bog om sagen,« siger Jakob Markers,
redaktionschef for journalistiske bøger på forlaget til B.T.
Oven i det er Gyldendal på vej med hele to bøger om Stein
Bagger, Børsen Forlag udkommer med sin bog 1. april, Ekstra
Bladet er også på vej, det samme er en journalist fra
Computerworld og endeligt barsler også It Factorys tidligere
pressechef Erik Ove med sin version.