02:31

1 af 2

Arbejdstilsynet kritiserer Illum for ulykke

Arbejdstilsynet har nu givet Illum et strakspåbud om at sikre en passende kontrol med, at aftaler om at sikkerheden overholdes.

To turister kom til skade og blev indlagt på Rigshospitalet, da et byggepladshegn i går væltede foran Illum på Strøget.

Philip Knudsen arbejdede lige overfor, da hegnet væltede.

- Der lød et ordentligt skrald og en masse støv der komme op, og da det så har lagt sig, så panikker folk nærmest, der er en masse der løber hen for at hjælpe, fordi der er folk fanget nedenunder.

Kort efter blev Arbejdstilsynet tilkaldt. Nogle af arbejderne havde tilsyneladende læsset byggematerialer op ad byggepladshegnet, så det til sidst væltede.

- Vi har konstateret ved vores besøg på pladsen, at bygherre, som i denne her situation er Illum, har et ansvar, som vi vurderer, de ikke har levet op til, og det skal de selvfølgelig sikre sig fremadrettet, siger Charlotte Hougaard Juhl, som er tilsynschef hos Arbejdstilsynet.

Lige nu og her har Illum forstærket byggepladsvæggen. Her til morgen har alle håndværkerne desuden været til et ekstraordinært møde om sikkerhedsreglerne:

- Jeg tror, hvis man spørger arbejderne, at de indskærpninger, vi har givet, har gjort, at samtlige kan det i søvne, siger forretningsdirektør John Hansen fra Illum.

Alligevel vil Illum ikke give nogen garantier for, at noget lignende ikke kan ske igen.

- Man kan aldrig nogensinde være sikker på, når man har med mennesker at gøre, at der ikke sker fejl, og det er det, der er sket i denne her situation.

Entreprenøren bag byggepladsvæggen ønsker ikke at udtale sig i sagen.