Foto: TV2/Lorry

Arbejdsløse efter Pihl-konkurs får job hos konkurrent

Medarbejderne fra konkursramte E. Pihl og Søn får hjælp hos Per Aarsleff A/S, der overtager flere projekter.

De mange ansatte hos E. Pihl og Søn, som mandag mistede deres job efter byggegigantens konkurs, ser nu ud til at få hjælp fra en af selskabets mangeårige samarbejdspartnere og konkurrenter.

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff A/S vil formentlig kunne hente arbejdskraft fra de folk, der nu står uden job, siger administrerende direktør i Per Aarsleff A/S, Ebbe Malte Iversen, til Ritzau Finans.

Selskabet overtager med det samme 100 procent af de to byggeprojekter på Nørreport Station i København og havnen i den svenske hovedstad, Stockholm, og har i den forbindelse tilbudt de tidligere Pihl-ansatte kontrakter.

- Hvis de projekter ellers går godt, så forøger det i sig selv vores aktivitet. Derudover er der en række andre af Pihls medarbejdere, som nu står uden arbejde, og der er et positivt marked, siger han.

- De to ting kombineret giver os mulighed for at engagere nogle af medarbejderne til nogle af de projekter, som forestår. Pihls medarbejdere har været dygtige projektledere, konstaterer Ebbe Malte Iversen.

Storentreprenørens konkurs efterlader en lang række ufærdige byggeprojekter. Blandt andet Nordhavnsvejen i København, som nu overtages af tyske Züblin A/S, der har været partner på projektet, skriver Fagbladet 3F.

I Züblin A/S forpligter man sig til at overholde de eksisterende klausuler på Nordshavnsvejen, som blandt andet betyder, at projektet skal give 27 lærepladser.

- Først og fremmest forsøger vi, hvis det overhovedet er muligt, og det er det forhåbentligt, at overtage de forpligtelser og de funktionærer og timelønnede, der er herude, siger den danske direktør i Züblin A/S, Stig Weis, til Fagbladet 3F.

Han forventer dog ikke at overtage flere af Pihl og Søns projekter.

- Det har vi slet ikke taget stilling til, men tvivler jeg på det. Jeg tror, vi koncentrerer os om Nordhavnsvej, så det lider under det her så lidt som muligt, siger Stig Weis.

E. Pihl og Søn, der mandag måtte kaste håndklædet i ringen, står blandt andet bag Storebæltsbroen samt Skuespilhuset og Operaen i København.