Ansat i fængsel mistænkes for bestikkelse.

Cykelprojekt i Statsfængslet ved Horserød har vakt ledelsens mistanke om fusk.

En ansat i Statsfængslet ved Horserød er anmeldt til politiet for at have taget imod bestikkelse.

Vedkommende skal have modtaget en cykel, og oplysningen bekræftes af fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen, skriver bt.dk.

Chefen for fængslet besluttede i september at opsige en aftale med firmaet Profelis Sport Management om at skaffe sponsorer, cykler og andet udstyr til et cykelhold, som afsonere kunne tilmelde sig.

Det skyldes, at der var en række "habilitetsmæssige problemer", siger Lene Møller-Nielsen til bt.dk.

Nogle indsatte viste sig at have en for tæt forbindelse til firmaet, uddyber hun.

Bag projektet med cykelholdet står Erik Skov Petersen og Bjørn Stiedl, som begge afsoner domme for økonomisk kriminalitet i Statsfængslet ved Horserød.

Skov Petersen blev i januar 2012 idømt fængsel i tre år for bedrageri og dokumentfalsk for 5,4 millioner kroner.

Stiedl er kendt for sin rolle inden for selskabstømning. Dommen i 2009 lød på fængsel i seks år, men dertil kommer en dom på fængsel i fire og seks måneder fra Storbritannien.

I fængslet var der oprindelig begejstring over projektet, som fremmede sundheden, men nu er Nordsjællands Politi blevet bedt om at undersøge forholdene nærmere.

Det er i den forbindelse, at en ansat endvidere mistænkes for at have modtaget en cykel, som vedkommende tog med sig hjem.

Over for Ekstra Bladet har politiet bekræftet, at betjente mandag ransagede de to dømtes celler. Men politiet har tilsyneladende ikke rejst sigtelse mod nogen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik