Anmeldelse om knivstik ved strand standsede togtrafik

Sent fredag aften udløste en gruppe unge uromagere en stor politiaktion på Humlebæk Station.

01:44

Tæt på midnat fredag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om knivstikkeri til en strandfest.

Anmeldelsen lød i første omgang på, at der skulle være trukket kniv under noget tumult til en fest på Bjerre Strand i Humlebæk.

Men da Nordsjællands Politi mødte op på stedet, fandt de intet, der pegede på, at der skulle have været trukket kniv i forbindelse med uroen.

- Vi modtager en anmeldelse om, at der er blevet stukket med kniv. Men da vi ankommer på stedet er der tale om en storm i et glas vand, siger Jan Hedager, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Han tilføjer:

- Der var ikke tale om et knivstikkeri, men dog meget uro. Tre drenge stikker efterfølgende af, som vi så eftersætter. De løber over togskinnerne, og derfor var stationen kortvarigt lukket, lyder det fra Jan Hedager, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Læs også Kvindelig motorcyklist dræbt i sammenstød med bil

Ifølge politiet var de tre unge drenge påvirket af alkohol.

- Når alt kommer til alt, var det to personer, der var oppe at toppes, mens den tredje stødte til efterfølgende for at hjælpe den ene af dem. De var fulde, og ikke så kløgtige, og en af drengene måtte overnatte på stationen, siger Jan Hedager til TV 2 Lorry.

Politiet fangede alle de tre unge drenge, og de bliver nu alle sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik