ARKIVFOTO: Prostitueret Foto: Sisse Stroyer / Scanpix

Anklager mod sexklub: Halvdelen af indtægten kom fra prostitution

Ejeren af sexklubben Club 18 samt to ansatte er ved Københavns Byret tiltalt for udleje kabiner til prostituerede.

Hele 44 procent af gæsterne på Club 18 på Istedgade i København kom på klubben for at dyrke sex - enten som sexkunder eller prostituerede.

Sådan lyder det fra Anklager Louise Pedersen i Københavns Byret mandag i en sag om rufferi, efter der er blevet fremlagt videoovervågning fra sexklubben.

Den 64-årige klubejer er sammen med to ansatte tiltalt i retten for at udleje kabiner i sexklubben, der ligger i København, til prostitution. Alle de tiltakte nægter sig skyldige. 

Læs også Tiltale: Sexklub-ejer tjente stort på prostituerede

Anklageren kræver, at de tiltalte bliver idømt mindst to til tre måneders fængsel for den ulovlige kabineudlejning.

Der er i sagen fremlagt videoovervågning, der viser de personer, som færdes i klubben. Til billederne har klubejeren indrømmet, at der er kommet prostituerede i klubben.

Men ifølge klubejerens forsvarer Peter Secher Schmidt er der ikke tale om systematisk udlejning til de prostituerede. Derfor mener han ikke, at den 64-årige kan straffes for udlejning.

- Man skal kigge på, om det, der overvejende foregik, var at udleje kabiner. Jeg noterer mig, at politiet selv mener, at brugen af kabiner var en mindre del af sagen, siger forsvaren og fortsætter:

- 56 procent af gæsterne var ifølge anklageren ikke prostituerede.

Forsvarer kræver frifindelse

Derfor mener han, at den tiltalte ejer bør frifindes.

Foruden fængsel risikerer ejeren at skulle betale mere end 650.000 kroner. Beløbet beror på et skøn om, at det er det, som klubben har tjent på entré fra november 2013 til juni 2015.

Klubben har taget 60 kroner i entré. For de penge fik gæsterne ifølge ejeren blandt andet gratis kaffe og wi-fi samt adgang til kabiner og bar.

Men ifølge anklager Louise Pedersen blev pengene afkrævet, for at de prostituerede kunne have sex med kunder i klubbens kabiner.

Dommen ventes mandag 12. december.