Foto: TV 2 Lorry

Anholdt i knivsag i Sandholm skulle ud af Danmark

Statsløs palæstinenser bor ikke officielt på Center Sandholm, hvor han angiveligt stak betjent tre gange

Den formodede gerningsmand til knivoverfaldet på en politimand i Center Sandholm bor ikke selv på centret.

Det oplyser Nordsjællands Politi på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Den anholdte er statsløs palæstinenser og er midt i 20'erne.

Han stod til at skulle udsendes af Danmark, oplyser chefpolitiinspektør Magnus Andresen.

Overfaldet betegnes af politiet som drabsforsøg.

Betjenten mødte ind på arbejde tidligt tirsdag morgen og så, at der var lys tændt i lokaler, som normalt er lukket.

Da han nærmere undersøgte stedet, blev han overfaldet.

I alt blev han stukket tre gange med kniven, oplyser politiet.

Den hårdt sårede mand blev bragt til Rigshospitalet og var i første omgang meldt i kritisk tilstand.

Senere kunne politiet oplyse, at han var uden for livsfare. De pårørende er underrettet.

Et stort antal betjente blev sat ind i den efterfølgende eftersøgning af området, og lidt efter klokken 10 blev den mistænkte anholdt.

Alligevel vil der være en større politiindsats end normalt omkring Center Sandholm, oplyser Magnus Andresen.