Alt for dyre grunde i Kregme

I oktober blev prisen sat ned med 150.000 kroner. Men der er stadig kun solgt to af de 64 parcelhusgrunde, som blev sat til salg i maj 2007. Nu overvejer Halsnæs Kommune at sætte priserne endnu længere ned, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Og det er de nødt til, hvis de vil af med grundene, mener ejendomsmægler Tom Donner fra DanBolig Peter Sødring i Frederiksværk. Mens det stadig er muligt at sælge huse på det afmattede boligmarked, er der langt mellem de købere, der vil have en grund.- Grundsalget er gået totalt i stå. Efter vores vurdering er grundene blevet skruet for højt op i pris, siger Tom Donner og fortsætter:- Sælgerne har været gode til at indse, at de skal sætte priserne ned, hvis de vil sælge deres parcelhus. Hr. og fru Jensen vil gerne af med deres hus, så de vil gerne gå 100.000 kroner ned i pris. Men de, der sælger grunde og projekter, har ikke været gode til at følge markedet, siger han.I næste uge skal byrådet i Halsnæs Kommune afgøre, om prisen for en grund på marken uden for Kregme skal sættes ned.- Vi gør alt, hvad vi kan for at få dem solgt. Men vi kan ikke bare prisdumpe dem. Vi vil ikke forære dem væk, siger borgmester i Halsnæs Kommune, Helge Friis.