Alle peger på Karsten: Egedal-borgmester bliver på pinden

Konstitueringen i Egedal blev en bred affære med alle partier.

- Jeg er glad for at fortsætte og glæder mig til de næste fire år. Jeg er glad for at det igen lykkedes at lave en bred konstituering med alle syv partier i økonomiudvalget, siger Karsten Søndergaard, V., ovenpå kommunalvalget i Egedal Kommune.

Her lykkes det nok engang at samle alle partier i et bredt samarbejde, hvor de alle pegede på borgmester i kommunen de næste fire år. 

Læs også V bevarer magten i Egedal - dødsfald koster søsterparti dyrt

Og der var da også glæde at spore andre steder end hos Venstre tirsdag nat.

- Jeg er tilfreds, selvom jeg ikke blev borgmester. Jeg er glad for, at den økonomiske politik, som vi gerne vil føre med fokus på skoler og ældre, er den borgerne kommer til at mærke med Socialdemokratiet på viceborgmesterposten, siger Ib Sørensen, der var spidskandidat for Socialdemokratiet.

Jeg er tilfreds, selvom jeg ikke blev borgmester

Ib Sørensen, Socialdemokratiet

Hos De Radikale glæder man sig over, at valget har rækket til endnu et mandat i byrådet.

- Jeg er glad for, at vi har fået et ekstra mandat i byrådet, så vi nu har tre. Jeg er dog ikke tilfreds med det, vi har fået ud af det ekstra mandat efter forhandlingerne, sikker Rikke Mortensen, Rad. V., i Egedal og tilføjer:

- Jeg mener, at borgerne har givet os et mandat, og vi mener ikke, at vi har fået det, der tilkommer os i forhold til, at vi nu er det tredjestørste parti i Egedal Kommune. Det var ikke nogen særlig behagelig forhandling.