Foto: TV2/Lorry

Alle på netcafé kendte til el-Husseins angreb på Krudttønden

I timerne efter terrorangrebet på krudttønden vidste alle på en netcafé på Nørrebro, hvem der stod bag. Ingen advarede politiet.

Alle på internetcaféen Powerplay på Nørrebro var i timerne efter angrebet på Krudttønden i februar sidste år klar over, hvem gerningsmanden var.

Det kom frem ved et retsmøde i Københavns Byret i dag. 

- Det var Omar el-Hussein, og det blev der talt om i krogene på netcaféen, fortalte en 26-årig idag i Københavns Byret ifølge ritzau.

Den 26-årige er sammen med tre andre mænd tiltalt for medvirken til terrorangrebet.

Han har erkendt at have fået den riffel i hånden, som el-Hussein brugte, da han skød og dræbte Finn Nørgaard ved Krudttønden. 

Derudover har han og tre andre ifølge anklageskriftet hjulpet Omar el-Hussein i timerne efter angrebet og tilskyndet ham til at angribe synagogen i Krystalgade. 

Gerningsmanden Omar el-Hussein var selv på netcafeen efter angrebet på Krudttønden. Her søgte han blandt andet på synagogen og det arrangement, der foregik der. 

Der ventes dom i sagen mod de fire mænd, der er tiltalt for medvirken til terror, i slutningen af september.