Alkotest kan virke mod hensigten

Pust din promille for en 10'er. Sådan lyder tilbuddet på 14 barer i København, der i samarbejde med firmaet alkotest.dk har opsat promillemålere, skriver Politiken fredag.

»Så kan gæsterne se, om de kan køre. Med projektet ønsker vi
at skærpe trygheden og sikkerheden i dansk trafik samt i
nattelivet. Det skal sætte fokus på ansvarligt indtag af
alkohol«, siger Daniel Hededam fra alkotest.dk til Politiken.
Siden januar har gæsterne på de 14 barer haft mulighed for at
kaste en 10'er ind i siden af automaten. Så spytter den et rør
ud, som gæsten sætter i maskinen og puster gennem et par
sekunder. En lille skærm viser promillen, og hvis den er for
høj, blinker en rød lampe.
Heidi's Bier Bar i det indre København er et af værtshusene
med promillemåler. Her har de været glade for automaten.
»Det er et godt tilbud til vores kunder, at de kan teste
alkoholpromillen, før de kører hjem. Vi har en del, der har
været i biffen og tager en øl på vej hjem. Nu kan de se, om de
rent faktisk må køre efter den øl«, siger bestyrer Julian
Herskind til Politiken.
En række eksperter mener imidlertid ikke, at promillemålerne
har en gavnlig effekt for samfundet. Faktisk frygter Rådet for
Større Færdselssikkerhed, at automaterne kan virke direkte mod
hensigten.
»I værste fald kan man forestille sig, at det stimulerer flere
til at køre omkring grænsen. Pludselig har folk mulighed for at
måle promillen, og så tager de måske bilen i stedet for bus, tog
eller taxa, for de ved, de altid kan tjekke, om de må køre«,
siger dokumentationschef Jesper Sølund til Politiken.
Også Statens Institut for Folkesundhed mener, at
promilleautomaterne kan bidrage til større uansvarlighed i
nattelivet. Fordi folk vil drikker sig endnu fuldere:
»Jeg tror sagtens, det kan udvikle sig til en konkurrence om
at blive fuldest og så lade måleren afgøre det. Unge tænker
næppe, at de må holde igen, hvis apparatet viser en promille på
1,5. Jeg tvivler stærkt på, at har en præventiv effekt«, siger
forskningsleder Janne Schurmann Tolstrup til Politiken.
De to mænd bag alkotest.dk holder imidlertid fast i, at
promillemålerne har en gavnlig effekt:
»Hidtil har folk ikke haft mulighed for at se, om de må køre,
når de har drukket en øl eller to - hvilket jo er tilladt i
Danmark. Mange spritbilister kører i god tro, men måleren kan
stoppe dem«, siger Sammy Rasmussen fra alkotest.dk til
Politiken.