Aktiv dansk præst anklages for sexovergreb

Tidligere messedreng anklager præst for at have misbrugt ham seksuelt, da han var barn. Præsten er stadig aktiv i den katolske kirke i Danmark.

De betændte sager fortsætter med at vælte ud af skabet hos den katolske kirke i Danmark.

Berlingske Tidende kan i dag fortælle historien om en tidligere messedreng, der under dæknavnet Peter beretter om, hvordan han blev sexmisbrugt af sin præst, da han var barn.

Overgrebene, der blandt skulle omfatte kys, berøring og oralsex, fandt ifølge messedrengen sted for cirka 30 år siden, men da han var psykisk klar til at anmelde overgrebene til politiet, var dette ikke længere muligt: Forældelsesfristen på 10 år ved en række forbrydelser mod børn regnes fra den dag, hvor den forurettede fylder 18 år.

Den pågældende præst er stadig i aktiv tjeneste i den katolske kirke i Danmark, og sagen sætter dermed spørgsmålstegn ved, om alle kirkens sager vitterligt vedrører præster, der enten er døde eller ikke længere aktive, sådan som kirken hidtil har hævdet.

Berlingske Tidende talte i går med den sjællandske præst, der er anklaget for at have forgrebet sig på messedrengen. Præsten har ingen kommentarer og ønsker ikke at medvirke i artiklen, men henviser i stedet til pastor Niels Engelbrecht, der står i spidsen for udredningsarbejdet af de 17 verserende sager, kirken indtil nu har fået kendskab til.

Den katolske kirke kan dog ikke tillade sig at sidde med hænderne i skødet, for den mistænkte præst har i kraft af sit virke stadig omgang med børn, advarer professor og dr.jur. ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Kirsten Ketscher.

- Som arbejdsgiver bør man fritage den pågældende fra sit arbejde, mens man undersøger beskyldningerne. Det gør man, når sagen har så alvorlig karakter, og hvor den pågældende stadig er aktiv. Man har en reaktionspligt, og det er klart, at der er et arbejdsgiveransvar her, siger hun.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik