En 38-årig retspsykiatrisk fange satte ild til sin seng. Politiet modtog anmeldelsen klokken 12:46. Foto: Local Eyes

Afdeling evakueret: Psykisk syg fange satte ild til sin seng

Personalet måtte evakuere hele afdelingen, da en retspsykiatrisk fange satte ild til sin seng.

Politi, brandvæsen og ambulancefolk rykkede tidligt i eftermiddags ud til en anmeldelse om en brand på en psykiatrisk afdeling på Sankt Hans i Roskilde.

Her havde en 38-mand, der sidder varetægtsfængslet i surrogat, sat ild til sin seng, oplyser Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han havde sat ild til sin madras, så der udviklede sig røg. Ingen kom til skade, men personalet valgte at evakuere hele afdelingen, siger Martin Bjerregaard.

Læs også Efter overfald på betjent: "Psykisk syge fylder for meget i fængslerne"

Bliver sigtet på ny af politiet 

Branden blev hurtigt slukket igen, men der venter nu et nyt retsligt efterspil for den 38-årige, der i forvejen er frihedsberøvet for at have begået forbrydelse.

- Jeg kender ikke hans sag. Men vi har nu grund til at frihedsberøve ham på ny. Hvad sigtelsen helt konkret ender med, ved vi ikke endnu, siger Martin Bjerregaard.

Han fortæller dog, at man har en klar mistanke om, at brandstiftelsen skete med fuldt overlæg.

- I så fald er det jo en af de grove bestemmelser i straffeloven om forsætlig brandstiftelse af egen fri vilje, hvor man bringer andres liv i fare, siger Martin Bjerregaard.  

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12:46.

Fakta om surrogatfængsling 

Anbringelse i varetægtssurrogat kan ske hvis politiet, personalet i arresthus, den sigtede selv eller hans forsvarsadvokat er usikre på, om personen er psykisk syg. I så fald anmoder politiet/arresten om et psykiatrisk tilsyn, som foretages af en speciallæge på Retspsykiatrisk Afdeling.

Når speciallægen har mistanke om psykisk sygdom, indlægges patienten på Retspsykiatrisk Afdeling i varetægtssurrogat, idet personer indlagt i varetægtssurrogat er personer, som lider af alvorlig psykisk sygdom, eller hvor der er mistanke herom. 
 Kilde: Region Midtjylland