Ældresagen: Lig på gangene er uværdigt

Politikerne har længe nedprioriteret afdelinger med ældre, mener Ældresagen.

- Uværdigt.

Så klar i spyttet er direktøren for Ældresagen, når han hører, at mindst to patienter er døde på gangene på en afdeling for primært ældre på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Det skriver Avisen.dk.

- På landsplan er den gennemsnitlige belægning 101 procent. Du skal ned på omkring 90 procent, før belægningen er tilfredsstillende. Der er med andre ord 11 procent for høj belægning, siger Bjarne Hastrup til Avisen.dk.

Ældresagen mener, at politikerne i mange år har nedprioriteret de afdelinger, der huser ældre patienter.

- De medicinske afdelinger nedprioriteres i forhold til de kirurgiske. Der er tale om medmennesker, der får en uværdig behandling. Ingen bør dø på gangen, siger direktør Bjarne Hastrup.

Kritikken kommer efter, det er kommet frem, at mindst to patienter i 2014 døde på gangene på Nordsjællands Hospital i Hillerød. De to var indlagt på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling.

At personalet er under pres på sygehuset i Hillerød, er ikke noget særsyn.

Landet over har læger, sygeplejersker og sosu-assistenter ondt i det psykiske arbejdsmiljø, fordi der stilles for høje følelsmæssige krav, og fordi arbejdsbyrden er for tung.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har direkte adspugt svaret, at han ikke er tryg ved kvaliteten på landets sygehuse på grund af travlheden.

I øjeblikket forhandler Danske Regioner, der driver sygehusene, med regeringen om regionernes økonomi.

Direktøren for Ældresagen håber, at politikerne på Christiansborg vil øremærke midler til de medicinske afdelinger, der skal tage hånd om den store ældrebyrde, der vil være i de kommende år.

- Jeg ved, at svigtet af patienterne rammer personalet lige i hjertekulen. Politikerne skal tænke på både patienter, pårørende og personale. Det er vores erfaring, at hvis personalet har det godt, har patienterne det også, siger Bjarne Hastrup.

- Sundhedssektoren er sådan indrettet, at politikerne ikke løfter et øjenbryn, før der er lig på bordet. Der er stor forskel mellem patientsikkerheden i Norge og Sverige og sikkerheden i Danmark, uddyber Bjarne Hastrup.

Ledelsen på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød forsikrer om, at der er gjort flere ting for at sikre, at afdelingen ikke får flere påbud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik