Ældreboom rammer Halsnæs

Ifølge den seneste befolkningsprognose for Halsnæs Kommune vil man over de næste fem år se en tilgang af ældre på hele 20 procent i forhold til antallet i dag. Den stigning sker på bekostning af antallet af unge og erhvervsaktive, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Men trods det kommende ældreboom, frygter borgmester i Halsnæs Kommune Helge Friis (S) ikke for kommunens økonomi.
- Det er en udvikling, vi er vant til i Halsnæs Kommune. Det kommer meget i bølger, og vi har hele tiden ligget over landsgennemsnittet, og det vil vi fortsat gøre, siger borgmesteren, der understreger, at det ikke behøver at ses i et negativt lys, at kommunens andel af ældre vokser støt.
- Pensionister er rigere end nogensinde, og de er meget aktive, så nye pensionister skal man ikke bare kategorisere som til besvær eller udgift. Her er alle velkomne, siger Helge Friis til Frederiksborg Amts Avis.
Borgmesterens holdning understøttes af professor ved Roskilde Universitet og ekspert i det danske velfærdssamfund, Bent Greve. Han ser heller ikke det stigende antal ældre som den store byrde, som flere eksperter i årevis har udråbt som en stor og samfundsmæssig trussel.
- Vi glemmer ofte både den teknologiske udvikling, og det faktum, at vi har flere sunde år som ældre, så presset på velfærdsstaten er stærkt overvurderet, siger Bent Greve.