Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Ældre kvinde frosset ihjel i park

En ældre dement kvinde, som politiet efterlyste torsdag morgen, er fundet død i kulden.

En ældre dement kvinde, som Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste torsdag morgen, er fundet død i kulden.

Det skriver sn.dk.

Ifølge mediet mener politiet, at kvinden er død af en blanding af kulde, alderdom, demens og dårlig påklædning.

Politiet ledte efter kvinden i parkerne omkring Frederiksborgvej i Roskilde, og hun blev fundet i en lavning i den nederste del af Folkeparken torsdag formiddag omkring klokken 9.30.

- Hun var død, da vi fandt hende. Hun havde en striktrøje på, og ligegyldig om man er 30 eller 80, så er det ikke nok til at færdes ude i de kuldegrader, vi ser nu, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi, til sn.dk.

På Bornholm blev en dement mand også fundet død tidligere på ugen. Han var også gået fra sit hjem.