Foto: TV 2 Lorry

Ældre i hovedstaden bliver skilt

For nogen holder kærligheden - det gælder for Poula Helth og Hans Jørn Filges, som med det yderste af neglene reddede deres ægteskab fra en truende skilsmisse. Men for mange andre i hovedstaden brister kærligheden.

Antallet af skilsmisser blandt ældre er steget markant de seneste otte år.

I 2014 var der næsten 11.000 danskere over 50 år, der valgte at lade sig skille. Det er en stigning på hele 70 procent i forhold til 2006.

Ifølge Ældresagen er det særligt de ældre i Hovedstadsområdet, der vælger at gå fra hinanden.

I byen har man på den ene side en større tolerance i forhold til at gå fra hinanden.

Og på den anden side er der flere højtuddannede, som ikke kan få arbejdspresset til at gå op med familielivet.

- Der er meget mere puls og stress i København og der er mange flere med lange uddannelser, hvor der er pres på karrieren og hvor man derfor måske ikke får prioriteret sit parforhold så godt som man egentligt gerne ville og burde, siger Margrethe Kähler, chefkonsulent, Ældresagen.

Du kan ser meget mere om de mange ældreskilsmisser i vores udsendelse i aften 19.30. Her kan du blandt andet møde ægteparret Poula Helth og Hans Jørn Filges som har været meget tæt på at opløse deres ægteskab.