Ægte juleeventyr: Arne kom i centret efter måneder indendørs

Arne bad i månedsvis kommunen om hjælp til at komme ud. Nu har mange københavnere tilbudt at hjælpe, efter at TV 2 Lorry gik ind i sagen.

Arne Nygreen lider af lungesygdommen KOL og sidder derfor lænket til en kørestol.

Det har blandt andet bevirket, at han ikke har været uden for Nørrebro, hvor han bor, i halvandet år - medmindre han har skullet på sygehuset eller til lægen.

quote Da Flemming skrev, sad jeg og kneb mig selv i armen. Det er jo utrolig fantastisk af ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige ham tak.

Arne Nygreen

Det fik ham til at søge om flextrafik i Københavns Kommune tilbage i september, men der skulle gå hele 75 dage, før der skete noget. 
 
I sidste uge kunne TV 2 Lorry nemlig berette, at Arne Nygreens største juleønske var at komme ud inden jul, så han kunne købe julepynt og få repareret sine briller i en Synoptik, og det har fået masser af borgere til at reagere fortæller Arne, der er dybt berørt:

- Der har simpelthen været så mange positive reaktioner. Det har været fuldstændig overvældende, siger han til TV 2 Lorry. 

Masser af hjælpende medborgere

På Facebook har han modtaget otte konkrete henvendelser fra københavnere, der vil køre ham i Frederiksberg Centret, og to yderligere har tilbudt at tage ham med på tur en anden god gang. 

Derfor kunne Arne Nygreen mandag komme i Frederiksberg Centret for at ordne sine ting, og TV 2 Lorry fik lov til at tage med på turen. 

Juleenglen er Flemming Flæske Vangskov, der til dagligt kører i en bus og derfor hurtigt besluttede sig at træde til, da han så TV 2 Lorrys indslag:

- Jamen jeg så jo programmet om, at han ikke kunne komme ned til sit lokale center. Og det synes jeg jo lød rigtig ærgerligt. Og jeg tænkte, at jeg havde nok lige 9 minutter til at køre ham derned, forklarer han bag rattet på sin store Mercedes. 

- Det er ikke, fordi jeg skal pege fingre, for jeg er sikker på, at alle gør, hvad de kan, men nogle gange bliver det hele simpelthen bare for firkantet, siger Flemming Flæske Vangskov med henvisning til kommunens sagsbehandling. 

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Fik set juleudsmykningen

Og Arne er lykkelig:

- Da Flemming skrev, sad jeg og kneb mig selv i armen. Det er jo utrolig fantastisk af ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige ham tak. Det er fuldstændig ubeskriveligt, hvad han gør, siger han til TV 2 Lorry. 

Han glædede sig især til at se juleudsmykningen i indkøbscentret, selvom han normalt ikke er specielt juleagtig, som han formulerer det. 

Og så fik han købt lidt blomster og julestjerner til hans vinduer. 

Københavns Kommune reagerede også omgående, da TV 2 Lorry bragte indslaget om Arne i sidste uge. 

Den ansvarlige borgemester for Borgerservice, Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkeparti, sendte straks en medarbejder med en æske chokolade - som plaster på såret - og et blanket, så ansøgningen om flextrafik kunne behandles omgående.

I sidste uge besøgte vi Arne Nygreen fra Nørrebro, som sidder i kørestol på grund af sygdommen KOL. I månedsvis havde han forgæves bedt kommunen om hjælp til at blive tilmeldt Flextrafik, så han kunne komme en tur i Frederiksberg Centret. Efter vores indslag modtog Arne masser af henvendelser fra folk, der ville hjælpe. Og i dag fik Arne så sit juleønske opfyldt.

Se TV 2 Lorrys indslag om Arne Nygreens sag her:

Nyhedsindslag, 19.30, 28. november 2017

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik