Årets længste dag: 13 minutters forskel fra Rødvig til Gilleleje

Onsdag er årets længste dag med op til 18 timer og seks minutters sol i Skagen. I hovedstadsområdet varierer længden på dagen med 13 minutter.

Årets længste dag er over os onsdag.

De heldige i Skagen kan vente sig 18 timer og seks minutter med sol ud af døgnets 24 timer.

I hovedstadsområdet har Gilleleje i Gribskov mod nord vundet den længste dag med 17 timer og 39 minutters sol, mens Rødvig i Stevns i syd har en 13 minutter kortere dag med 17 timer og 26 minutters sol.

quote Vi får en fin solopgang, morgen og formiddag. Men så kommer skyerne vest fra. Så jo længere mod øst, du bor, jo bedre bliver vejret.

Jens Ringgaard, meteorolog ved TV 2 Vejret

Grunden til forskellen på dagslængde er jordens tilt på 23 grader. Tiltede jorden ikke, ville vi ikke have årstider.

- Når nordpolen peger væk fra solen, har vi vinter, og når nordpolen peger mod solen, har vi sommer. Det er også derfor, at de har sommer i Australien, når vi holder jul i Danmark og omvendt, siger meteorolog ved TV 2 Vejret, Jens Ringgaard.

Længden på dagen varierer altså efter, hvor langt mod nord eller syd, du befinder dig. 

I østen stiger solen op

Vi kender alle sammen den gamle sang "I østen stiger solen op". Men den er faktisk en smule misvisende, når det er sommer og vinter.

- Det er faktisk ikke rigtigt, at solen stiger op i øst, når det er midsommer som nu. Der stiger solen op i nordøst og vandrer mod syd og videre mod vest, siger Jens Ringgaard.

Derfor er Helsingør i nordøst også den by i hovedstadsområdet, der nyder godt af den tidligste solopgang. Her står solen nemlig op klokken 4.22 onsdag.

Solopgang på årets længste dag, men solnedgang i skjul

Og hvordan bliver vejret så på årets længste dag?

- Vi får en fin solopgang, morgen og formiddag. Men så kommer skyerne vest fra. Så jo længere mod øst, du bor, jo bedre bliver vejret, siger Jens Ringgaard.

Det var heldigt for beboerne i hovedstadsområdet, der, hvis de står virkelig tidligt op, kan nyde solopgangen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik