Bombetruslen blev indtelefoneret til Bredgade 75 i det centrale København, men kunne efter et par timer afblæses igen. Foto: alarm112danmark.dk

47-årig mand anholdt for bombetrussel

En mand fra Esbjerg har erkendt, at han stod bag en bombetrussel mod et firma i København.

En 47-årig mand blev fredag aften anholdt i Esbjerg og sigtet for en bombetrussel i København tidligere på dagen.

- Han har erkendt de faktiske forhold, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bombetruslen blev indtelefoneret til Bredgade 75 i det centrale København, men kunne efter et par timer afblæses igen.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om bombetruslen fredag klokken 13.11. Den var rettet mod virksomheden Minifinans.dk, der holder til på adressen.

Læs også Bombetrussel i Bredgade afblæst

Her var det en supportmedarbejder, der tog telefonen, oplyste direktør Mads Emil Fast Dahlerup fredag.

- Vores medarbejder fortæller, at en mand roligt forklarede, at han havde placeret en bombe i bygningen og opfordrede alle til at forlade bygningen, sagde han i en pressemeddelelse.

Det lykkedes Københavns Politi at finde frem til den 47-årige i Esbjerg, hvorefter Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte og sigtede manden.

Ifølge TV Syd var det utilfredshed med låne- og gebyrsatser, der fik manden til at indtelefonere truslen.

Efter endt afhøring er manden blevet løsladt igen. 

Læs også Politi løb om kap med tyve, men så kom Batman

/ritzau/