3F: Opslåede akutjob er fis i en hornlygte

Mange langtidsledige, der risikerer at miste deres dagpenge, er ikke kvalificerede til at søge ledige akutjob.

Kun 20 af 262 akutjob er relevante for ufaglærte. Også selvom en ud af tre af de udfaldstruede netop er ufaglærte, der er i fare for at miste dagpengeretten fra nytår.

Det skriver Avisen.dk, der har gennemgået opslåede akutjob.

- De her akutjob er fis i en hornlygte. De kræver lange uddannelser og kvalifikationer, som vores medlemmer ikke har, siger a-kasseleder Connie Wolff fra 3F' afdeling i Frederiksborg til avisen.dk.

Morten Kaspersen, der er forretningsfører i 3F's a-kasse, forklarer nemlig, at en tredjedel af dem, der står til at miste dagpenge, er ufaglærte 3F'ere.

I alt 42.824 arbejdsløse har modtaget brev om, at de falder ud af dagpengesystemet inden for det næste halve år, skriver netavisen.

Tendensen med, at de opslåede akutjob rammer ved siden af de ufaglærte, illustreres også af, at Berlingske torsdag kunne berette, at der netop var slået otte højt specialiserede lægestillinger op som såkaldte akutjob.

- Det er at gøre grin med aftalen, at der slås sådan nogle job op. Der er i hvert fald ingen af vores medlemmer, der realistisk set kan bestride dem, sagde Morten Kaspersen fra 3F til Berlingske.

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen tilføjede, at "der er et stort misforhold mellem de opslåede stillinger og de kvalifikationer, som en stor del af de udfaldstruede ledige har".

- Deres kompetencer passer simpelthen ikke med jobopslagene, fastslog forskeren.

Planen er, at der inden sommer 2013 skal slås 12.500 akutjob op. Det sker, for at langtidsledige, der rammes af dagpengereformen, ikke står tilbage uden muligheder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik