3500 gratis billetter til FCK-brag

Hvis du holder af fodbold og har et godt øje til den nye overbygningsklub HB Køge, så kan du glæde dig til at komme gratis i Parken i København til den lokale SAS Liga-klubs første udekamp, skriver DAGBLADET Køge.

Den spilles mod FCK den 25. juli, hvor den nye tribune i Parken ligeledes indvies.- Flemming Østergaard ringede til mig og sagde, at han gerne ville invitere os til FCK's første hjemmekamp, hvor det er HB Køge, der spiller i Parken, og det sagde jeg selvfølgelig ja til, fortæller Køge-borgmester Marie Stærke.
Hun har på vegne af Køge Kommune fået billetterne, og hun ser frem til, at en stor del af Køge skal bakke det lokale fodboldhold op i løvernes egen hule.
- Jeg har fået billetterne til uddeling blandt Køges borgere, men jeg kan endnu ikke sige, hvordan vi arrangerer det her. Vi har kontaktet fodboldklubben, så vi kan finde ud af, hvordan vi får det fordelt, siger borgmesteren, der dog regner med, at der vil blive en eller anden form for gratis afhentning af billetter på bibliotekerne rundt omkring i Køge Kommune og i borgerservice.
- Det er en rigtig god idé at så mange skal fra Køge til København, og det er en god start for HB Køge. Jeg tror, at rigtig mange mennesker får en god oplevelse, og jeg skal helt sikkert også selv ind at se kampen, siger borgmesteren.
HB Køge indleder i øvrigt den nye tilværelse som klub i landets bedste fodboldrække på Herfølge Stadion. Det sker den 19. juli i sæsonpremieren mod oprykkerne fra Silkeborg.