Et større område fra Vandtårnsvej og ned til Netto blev spærret efter skyderiet.

Søborg: 34-årig skudt i maven

Onsdag aften blev der affyret flere skud på Søborg Hovedgade. En person er ramt.

En 34-årig mand blev ramt af skud i maven onsdag aften på Søborg Hovedgade. 

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet kl. 22.30.

- Han er ramt en gang, hans tilstand er stabil, og det sidste jeg hørte var, at han var på operationsbordet på Rigshospitalet, siger vagtchef ved Vestegnens Politi Brian Munch til TV 2 Lorry. 

Ifølge vagtchefen er der brugt en form for automatvåben under skyderiet.

Skyderiet fandt sted ud for Nettobutikken på Søborg Hovedgade 65, og politiet var massivt til stede for at sikre beviser fra stedet. Her til morgen er politiet færdige på gerningsstedet.

Læs også Politiet søger flere gerningsmænd til skyderi i Søborg

Efter skyderiet blev to biler stukket i brand forskellige steder i København.

Under Bispeengbuen blev der omkring midnat indgivet flere anmeldelser om, at en sort Mercedes stod i flammer.

I Husum-Brønshøjområdet blev der senere fundet en udbrændt Audi nær Bystævneparken.

Politiet skal nu undersøge, om begge biler har forbindelse til onsdagens skyderi. 

Om skyderiet har banderelationer er stadig for tidligt at sige.

Læs også To er såret efter banderelateret skyderi