Søndag spillede FC København og Brøndby IF i Parken på Østerbro. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Brøndbyfans blev overfaldet i S-tog efter kamp - efterlyser nu vidner

To tilhængere af Brøndby IF blev angiveligt udsat for et voldsomt overfald i S-toget efter kampen mod FC København. Politiet efterforsker sagen.

En tilhænger af Brøndby IF har slået et foto op på Facebook, hvor han søger vidner til et voldsomt overfald begået mod ham og hans ven, der skulle være sket efter kampen mellem Brøndby IF og FC København søndag.

I opslaget fortæller manden, at mellem 25 og 30 hooligans klædt i hvidt steg ombord på S-toget ved Nordhavn Station søndag omkring klokken 19.30.

- Da den føromtalte gruppe fik øje på min ven og mig, valgte de at tage maskeringer på og overfalde os. Ikke nok med, at vi fik en ordentlig tur i toget, så stjal de alt vores Brøndby-tøj, skriver manden.

I opslaget har manden vedhæftet fotos af sig selv med blodigt ansigt, et område af S-togsindgangen med en pøl af blod samt skadesanmeldelsen fra sit besøg på skadestuen.

Politi bekræfter anmeldelse

Københavns Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om et overfald begået af en gruppe mænd.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse af en, der er blevet overfaldet i S-toget ved Nordhavn Station. Men vi aner ikke, hvordan og hvorledes, og på nuværende kan vi heller ikke bekræfte, at overfaldsmændene var 25-30 hvidklædte mænd, men vi efterforsker sagen, siger vagtchef Henrik Brix.

S-tog såvel som stationer er udstyret med adskillige overvågningskameraer. Disse vil politiet bruge i efterforskningen, fortæller vagtchefen. 

- Vi efterforsker ud fra de muligheder, vi har. En af dem kan være at se på overvågningskameraer, siger vagtchefen.

Læs også Bus med FCK-fans angrebet af kæmpe gruppe med gule trøjer

Søger vidner til overfaldet

Den forurettedes opslag på facebook er blevet flittigt delt på kort tid.

Mandag morgen er opslaget blevet delt af flere tusinde brugere af det sociale medie.

I dette opfordrer den forurettede andre medpassagerer i S-toget til at kontakte politiet.

Vi var langt fra de eneste i toget, så nu vil vi gerne bede om hjælp fra blandt andre de øvrige passagerer i toget. Hvis du har set noget, så tøv endelig ikke med at kontakte Københavns Politi, skriver manden.

Fodboldklubberne Brøndby IF og FC København, der spillede mod hinanden i timerne før overfaldsepisoden, har en længere historik, når det kommer til vold og sammenstød mellem grupperinger af fans uden for banen.

Ifølge vagtchefen ved Københavns Politi foregik søndagens opgør i nogenlunde ro og orden. Tre personer blev dog anholdt efter kampen.