Beboerne i fire opgange i en etageejendom på Frederiksberg måtte natten til fredag i al hast forlade deres boliger på grund af brand i en lejlighed
Branden på C.N. Petersens Vej - en sidegade til Finsensvej - blev anmeldt klokken 04.14. Brandvæsnet har fået kontrol over ilden og er nu i gang med at efterslukke.
Flammerne nåede ikke at sprede sig til flere lejligheder. De 18 evakuerede personer befinder sig tidligt fredag morgen i en naboejendom
- Vi mener, at branden opstod i lejlighed på første sal. Brandårsagen kender vi endnu ikke, siger Brian Belling, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Ingen personer er kommet til skade.