15-årig mishandlet af restaurant-bosser

Anmeldelse: 15-årig pige fra Helsingør blev tæsket og truet på livet af ejerne af en stor restaurant, da hun krævede at få udbetalt sin løn.

Christine Voss Broberg blev udsat for brutal vold og trusler på livet, da hun mødte op hos buffetrestauranten Hamlet Asia Restaurant i Prøvestenscentret onsdag aften ved 22-tiden. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Her ville hun, ledsaget af en jævnaldrende veninde, forsøge at få udbetalt manglende løn for sit arbejde i weekenderne siden april. Forinden havde hun ringet til restaurantens kvindelige medindehaver og aftalt at hun kunne komme ved lukketid.

Ejeren ville ikke betale Christine beløbet på 1300 kr. og bad hende gå, men den unge pige blev stående.

Den kvindelige medindehaver rev hende på hænderne og i ansigtet. Pigen blev slået i ansigtet og endte med at blive slæbt flere meter hen ad gulvet af den mandlige medindehaver.

To ansatte forsøgte at lægge sig imellem og Christine fik ringet til politiet.

Først da politiet kom, slap hun og veninden ud af restauranten.

Nordsjællands Politi efterforsker sagen som en voldssag, og havde torsdag formiddag endnu ikke afhørt de formodede gerningsmænd, oplyser politikommissær Henrik Hattel til Frederiksborg Amts Avis.

Til gengæld har Christine afgivet vidneforklaring, og fået at vide, at man hos politiet vurderer, at der er tale om en såkaldt 'skarp sag'.

Pigens mor har henvendt sig til fagforeningen 3F Nordsjælland Øst i Helsingør, der vil kontakte restauranten. Moderen vil også kontakte bevillingsnævnet i Helsingør.