112 afviste ambulance til livløs

- Vi kører ikke ud til fulde elever sidste skoledag.

Sådan lød afvisningen fra alarmcentralen i Hillerød, og det efterlod en rystet Gitte Magnus, der er afdelingsleder i Ung i Rudersdal (kommunens ungdomsskoler, red.), skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hun stod den 28. maj med en bevidstløs, fuld 9. klasses elev, som hun efter gentagne forsøg ikke kunne komme i kontakt med.

- Jeg er så forarget. Jeg ringer 112 for at få hjælp, men bliver mødt af en uhørt arrogance. Jeg får at vide, at jeg skal lægge eleven i natostilling og så ringe efter hans forældre. Det er helt grotesk. Ja, drengen har drukket, men vi ved ikke, om han har taget stoffer, er på medicin eller om der er andet galt, og det ved alarmcentralen heller ikke, fortæller Gitte Magnus.

Sammen med SSP holder Ung i Rudersdal hvert år et arrangement for 9. klasserne i centrum af Birkerød, hvor de voksne samtidig kan holde øje med de unge.
- Vi ved, at de unge drikker alkohol sidste skoledag, så vi tilbyder dem vand. Vi er ansvarlige, ædru voksne, der ringer 112 efter hjælp. Men der er ingen hjælp at få, siger Gitte Magnus.

Helge Holbek, der er politiinspektør i Nordsjællands Politi og leder af det samlede beredskab, er ikke stolt af situationen.

- Jeg har lyttet alarmcentralens optagelser igennem og må erkende, at vi ikke har været gode nok. Det beklager jeg, og det må vi lære af. Heldigvis fik vi sendt en ambulance, men vi er selvfølgelig kede af den tid, der gik, lyder det fra Helge Holbek.

Ung i Rudersdal ringede til Nordsjællands Politis vagtcentral i Helsingør, hvorfra en ambulance straks blev dirigeret til Birkerød. Og i Rudersdal Kommune er børn- og unge-chef Dorte Fjeldsted helt tilfreds:

- Vi har sikret os, at vi fremover altid kan komme igennem til Nordsjællands Politi. Vi har lavet en aftale, så vi i nødstilfælde kan ringe til vagtcentralen uden om 112, fortæller hun.

Den melding er Helge Holbek slet ikke glad for:

- Man skal ringe 112, hvis man er i nød, og ikke til andre numre. Mere klart kan jeg vist ikke sige det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik