05:18

Video: Uffe Weng - Scanpix

10 år efter rydningen: Her er planerne for Jagtvej 69

En ny containerby for hjemløse kan snart blive en realitet på Jagtvej 69.

Siden Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København blev revet ned i marts 2007, har stedet stået som en byggetomt. I 2014 etablerede unge aktivister en byhave på stedet.

Men nu ser det ud til, at der igen snart kommer til at ske noget på den landskendte adresse, der tidligere var hjemsted for autonome unge. 

Det private projekt Vendepunktet, der har til formål at hjælpe gadens hjemløse, er nemlig langt fremme med planer om at etablere containere på grunden, hvor især unge hjemløse kan få en dagligdag - og hjælp til at komme videre med livet.

Vendepunktet arbejder ud fra en filosofi om hjælp til selvhjælp. Og planen er i første omgang, at de hjemløse skal aktiveres ved at lave æblemost i et mosteri, der bliver etableret på stedet.

Læs også Tidslinje: Få hele historien om Ungdomshuset

Når mosteriet er på plads, er næste mål at bygge en containerlandsby bestående af 19 containere, der skal indeholde 16 permanente og otte akutte boliger.

Desuden skal containerne indeholde værksteder og studierum, der skal bidrage til, at brugerne af stedet efteruddanner sig eller vender tilbage til den profession, de kom fra. 

  Foto: WE architecture

Planerne, der er blevet til i samarbejde med arkitektfirmaet WE-Architects og arkitekten Erik Juul, omfatter blandt andet også nyttehave og samtalerum, som har "en terapeutisk effekt på beboere og besøgende", som det hedder i det materiale, der er blevet lagt frem.

Læs også Legendarisk grill har vundet over tysk net-pirat

Det overordnede mål er at gøre det til et attraktivt sted at komme. Uanset om det handler om de tidligere hjemløse, de frivillige eller de ansatte, som har deres daglige gang i bebyggelsen. 

Projekterne skal finansieres af fonde. Og ifølge medstifter af Vendepunkt, Bjarne Ove Nielsen, er de tre millioner kroner, der skal finansiere mosteriet, meget tæt på at være i hus. 

Bjarne Ove Nielsen forventer desuden, at finansieringen af containerlandsbyen snart kommer på plads, og at både den og mosteriet vil være en realitet i sensommeren 2017.

- Vi har desuden lavet forhåndsaftaler med læger, sygeplejersker og psykologer, som skal være fast tilknyttet containerlandsbyen, fortæller han. 

Vendepunktet har arbejdet med projektet i flere år. Og det har været op ad bakke at finde et sted at placere det.

- Hver eneste gang er vi blevet mødt med ordene, at "Det er et fantastisk projekt, men det skal ikke lige ligge her." Nu har vi så fået den her gyldne mulighed for at lægge det et sted - og ovenikøbet lægge det et sted, hvor det er gratis for os at ligge i en årrække, siger en tilfreds Bjarne Ove Nielsen. 

Læs også Cykelsti løfter sig en halv meter efter underjordisk lækage

Planerne for Jagtvej 69 er nemlig ikke permanente. Grunden er ejet af Udviklingsselskabet af 2010, som er gået med til at udlåne den for en periode på formentlig tre-fem år. 

Det betyder imidlertid ikke, at hele projektet falder til jorden, når udlånstiden udløber. For containerløsningen er mobil, og det er planen, at den så kan rykkes et andet sted hen. 

Læs også Cirkus Benneweis giver op igen: "Løbet er kørt"

Udviklingsselskabet af 2010, der ejer grunden, har i en årrække haft planer om at etablere ungdomsboliger på stedet. Og de planer er ikke skrinlagt.

05:18

Se hele indslaget om fremtiden på Jagtvej 69 her.  Foto: Uffe Weng - Scanpix

Luk video