"Uffe Ellemann var nice": Som barn satte Venstreprofil gang i en valgkamp på skolen

Linea Søgaard-Lidell (V) kæmpede for klimaet i Europa-Parlamentet. Nu fortsætter hun kampen i Folketinget - og så har hun spillet teater i 15 år.

Linea Søgaard-Lidell har aldrig vidst, hvor hendes forældre sætter deres kryds, når der er folketingsvalg. 

Hun er datter af to journalister, og der har altid været meget snak om samfundet ved middagsbordet i hendes barndomshjem i Esbjerg.  

- Jeg er vokset op med, at samfundsdebatten fyldte rigtig meget. Men mine forældre har gået meget op i at holde, hvad de stemmer, for dem selv, siger Linea Søgarrd-Lidell til TV 2 Kosmopol. 

- Det var en privat sag, hvor man satte krydset, så jeg har ikke haft en partipolitisk tilknytning hjemmefra. 

Blå bog: Linea Søgaard-Lidell (V)

  • Folketingspolitiker valgt ind i Københavns Storkreds i 2022

  • Ordfører for blandt andet klima, energi og ligestilling

  • Medlem af Europa-Parlamentet fra 2019 til 2022

  • 36 år og bosat i Charlottenlund med sin mand og to børn

Interessen for politik smittede dog hurtigt af på hende. Som barn satte hun selv gang i en valgkamp på sin folkeskole, fordi hun syntes, at Uffe Ellemann-Jensen var "nice". 

- Jeg har måske været 11 år, siger hun og griner. 

Nu er det snart et år siden, at Linea Søgaard-Lidell blev valgt ind i Folketinget for Venstre. 

I den nye portrætserie "1 ud af 70" sætter TV 2 Kosmopol fokus på en række politikere valgt ind i hovedstadsområdet. 

Se andet afsnit om Linea Søgaard-Lidell på TV 2 Kosmopol.

Opvækst fyldt med musik og teater

Linea Søgaard-Lidells mor var redaktionschef på en lokal radiostation. Hun var ofte med sin mor på arbejde som barn, og her blev hun introduceret for nogle af sine største barndomsidoler. 

- Jeg elskede Det Brune Punktum. Det gør jeg sådan set stadig, siger hun. 

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Musikken fyldte meget i Linea Søgaard-Lidells barndom. I 15 år spillede hun børne- og ungdomsteater, og det har haft stor betydning for hende, fortæller hun. 

- Det giver en robusthed at være vant til at stå foran mange mennesker og tale eller synge en sang, som er lige på kanten af, hvad ens stemme kan klare, siger hun. 

De børn og unge, som Linnea Søgaard-Lidell spillede teater sammen med, kom fra forskellige baggrunde og skoler, og det gav et helt unikt fællesskab, oplever hun. 

- Der var en ekstrem rummelighed til at være præcis den, du er. Det har jeg taget med mig ind i den måde, jeg ser samfundet på, siger hun: 

- Jeg synes, at det er ekstremt vigtigt, at vi indretter samfundet på en måde, hvor man ikke absolut skal passe ind i nogle bestemte kasser. Der skal være plads til at indrette sig præcis, som man selv synes. 

Linea Søgaard-Lidell har spillet teater i 15 år - her i forestillingen "Folk og Røvere i Kardemommeby"
Linea Søgaard-Lidell har spillet teater i 15 år - her i forestillingen "Folk og Røvere i Kardemommeby"
Foto: Henry Michaelsen/TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik