Lungesygdom lagde dæmper på barndommen: Nu kæmper han for renere luft i København

Alexander Ryles politikerhjerte banker for at bygge både højt og tæt - og så skal bilerne fylde mindre i byen.

- Det er her, det går galt. I myldretiden i hvert fald. 

TV 2 Kosmopol står sammen med Liberal Alliances Alexander Ryle på Christianshavns Torv. Han peger ud mod den flersporede Torvegade, hvor biler og busser kæmper om pladsen med cyklisterne.

- Jeg har en vision om, at bilerne kommer til at fylde mindre og en vision om, at man måske kan skabe mere plads for cykelstier og fortov.

Blå bog: Alexander Ryle (LA)

Folketingspolitiker valgt ind i Københavns Storkreds i 2022.

Næstformand for Folketingets delegation til Europarådets parlamentariske forsamling fra 2023.
EU-ordfører fra 2022.
It-ordfører fra 2022.
§ 71-tilsynsordfører fra 2022.

32 år og bosat på Amager med sin kæreste.

32-årige Alexander Ryle vil gerne mindske luftforureningen i byerne. En politisk mission, som blandt andet udpringer af noget meget personligt; nemlig hans helbred.    

En afdæmpet opvækst

Alexander Ryles tidlige år var ikke som flestes. En kronisk lungesygdom lagde en dæmper på udfoldelserne. 

- I min barndom har sygdommen betydet rigtig meget, fordi jeg ikke har kunnet spille fodbold ovre i skolen med vennerne - jeg kunne simpelthen ikke få luft.

Lungesygdommen gav også bekymringer for fremtiden: 

- Fordi det har en effekt i forhold til, hvordan jeg kan leve, og hvor lang tid, jeg kan leve.

1 ud af 70

De lever og er valgt i Danmarks eneste metropol.

Hvad er deres vision? Hvem er de? Hvad driver dem?

I denne portrætserie går TV 2 Kosmopol tæt på ”1 ud af 70” valgte til Folketinget.

Se fjerde afsnit om Alexander Ryle på TV 2 Kosmopol.

I dag gør medicin, at Alexander Ryle ikke mærker så meget til sin sygdom, men at bekæmpe luftforureningen i en by som København er blevet en mærkesag. Også selvom han ønsker, at byen vokser sig endnu større. 

Et københavnsk Manhattan

Alexander Ryle blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance i november sidste år. Han vil gerne udvide København med flere boliger, og det gør man bedst ved at bygge højere og tættere, mener han. 

- Hvis man fortsætter med at bygge højt, som det allerede sker både ved Carlsberg og i Nordhavn, så er der plads til at oprette mere natur andre steder. Så kan man indrette byen som et københavnsk Manhattan med høje bygninger med plads til mange mennesker inde i midten og nationalparker lige uden for byen.

Alexander Ryle (LA) har en vision om et København med plads til flere mennesker og grønne områder omkring byen.

Selv kan han af og til synes, at bylivet er stressende. Men så er det godt, at Kalvebod Fælled er tæt på - og Amarminoen fra DR Byen til Dragør, som han har gået flere gange. 

-  Der får man noget frisk luft og kan gå i timevis i vild natur, fortæller Alexander Ryle begejstret.

"Jeg er hippie-liberal"

Alexander Ryle er vokset op i Nordsjælland i det, han selv kalder "et lidt småborgerlig hjem". Hans mor havde gode erfaringer med at gå på efterskole, så Alexander Ryle skulle også afsted. 

Her oplevede han at være i politisk mindretal: 

- Jeg var kendt som ham den borgerlige på efterskolen. 

Efterskoleopholdet formede Alexander Ryle politisk og udvidede hans horisont: 

- Opholdet gav også et indtryk af, hvordan andre mennesker lever og tænker.

Alexander Ryle viser to billeder frem - det første fra begyndelsen af efterskoleopholdet, hvor han har kort hår og "fin skjorte". 

- Men i slutningen af året var jeg langhåret og gik i hættetrøje, så på den måde skete der en stor forandring, fortæller Alexander Ryle, som også - med et smil - kalder sig selv for "hippie-liberal". 

Daal og dating

Alexander Ryle bor sammen med kæresten, Lærke Odgaard, der studerer filosofi. De mødtes på en datingapp, hvor Alexander Ryle havde svaret, at han helst ville tage en kæreste med i Bilka og købe ind til den indiske ret, som hedder daal. 

Kæresten Lærke Odgaard og Alexander Ryle i hjemmet på Amager.
Kæresten Lærke Odgaard og Alexander Ryle i hjemmet på Amager.

Desuden afslørede appen, at de begge har en forkærlighed for grammatik, og at de begge  kunne finde på at rette andres grammatiske fejl. 

- Der havde vi begge to svaret "ja”, griner Lærke Odgaard og løfter armene begejstret i vejret. 

Og så faldt hun for hans store ro, beskriver hun. En ro, som man kan gætte på, at Alexander Ryle har taget med sig fra barndommen.  




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik