Oversigt

Seneste nyt

Vaks og Fister finder hash i toget

Nordsjællands Politi gennemfører i øjeblikket en målrettet indsats mod narkotika- og hashsalg, og det gav tirsdag flere resultater blandt andet i S-togene.

Går man rundt med en klump hash gemt i lommen eller et andet sted, så kan man absolut ikke vide sig sikker, selv om man end ikke er i nærheden af Pusherstreet i Christiania.

Det viser døgnrapporten fra Nordsjællands politi som giver flere eksempler på, at narkohunde i løbet af tirsdagen afslørede mennesker med hash på sig - blandt andet i S-togene.

Tirsdag aften klokken 21.20 - i forbindelse med en målrettet togindsats mod narkotika på Lyngby Station - markerede narkohunden Vaks på skoen på en 25-årig mand fra Skibby. Under den efterfølgende visitationen blev der fundet en mindre klump hash i den 25-åriges sok.

Og lidt efter slog narkohunden Fister også til.

 I S-toget fra København mod Hillerød var politiet nemlig også på patrulje i forbindelse med narkoindsatsen, og klokken 21.40 markerede Fister på en 32-årig mands taske. Manden, som var fra Nærum, blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre klump hash og en joint. Sigtede blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og underskrev en konfiskationserklæring. Da han var eftersøgt til fogedretten blev han anholdt i den forbindelse.

- Vi har jævnligt indsatser mod salg af narko på gadeplan. Blandt andet fordi det er utryghedsskabende, lyder det fra Nordsjællands politi om aktionen.