Oversigt

Seneste nyt

Folder advarer amerikanske soldater om den danske samtykkelovgivning

Midt- og Vestsjællands Politi har uddelt flyers med en række råd og forholdsregler til amerikansk militærpersonale, der frem til den 3. maj opholder sig i og omkring Roskilde Lufthavn i forbindelse med en større Nato-øvelse.

Det skriver sn.dk.

Ifølge mediet indeholder politiets infomateriale, som er skrevet på engelsk til de cirka 200 amerikanske soldater, blandt andet en række nice-to-know punkter, som skal forhindre, at soldaterne eksempelvis ender i konfrontation med fulde danskere.

Soldaterne mindes også om den danske samtykkelov, hvor begge parter skal sikre sig, at den anden har lyst til sex, og at det kan ende med en sigtelse for voldtægt, hvis man ikke opnår samtykke fra den anden part.

– Det er ikke raketvidenskab. Vi har lavet sådan en folder en enkelt gang tidligere. Det er lidt information om det lokalområde, de er landet i og lidt om vores lovgivning, så de får et godt ophold her, siger kommunikationschef Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.

De amerikanske soldater opholder sig i og omkring Roskilde Lufthavn i forbindelse med NATO-øvelsen Steadfast Defender 2024, hvor mere end 90.000 soldater fra alle 32 NATO-lande deltager.